37-12.
Så stor blev sejren mod de australske amatører i den første kamp ved VM i Japan.
Og det var noget, der behagede landsholdsspiller Simone Böhme.
»Det er et hold, som skulle smadres! Det handler om at få en så stor sejr som muligt. Alle mål tæller,« sagde Simone Böhme efter kampen til DR.

Australien er ét af VM's dårligste hold, og derfor er det ikke meget rent spillemæssigt, som landsholdet tager med fra sejren.
Det medgav Simone Böhme ligeledes efter kampen.
»Det gav en god følelse. Det var vigtigt med en god start. Alle fik spilletid, og det giver masser af selvtillid,« slog Simone Böhme fast.
Og det er faktorer, som Danmark skal tages med i søndagens opgør. Her gælder det Sydkorea, som tidligere leverede en kæmpe overraskelse. Sydkorea besejrede nemlig de forsvarende VM- og EM-vindere fra Frankrig med 29-27.