29-årige Niclas Kirkeløkke har god grund til at smile for tiden.
Udover at være en del af Nikolaj Jacobsens EM-trup har han også held i kærlighed.
Overfor B.T. bekræfter han, at han er i et forhold med P3-værten Marie Hobitz.
Parret har netop investeret i en lejlighed på Amager til 5,5 millioner kroner, fremgår det af tinglysningen.
»Jeg har også en lejlighed i Odense, så det er bare for at bruge nogen penge på noget,« siger han til B.T. om købet.
Er det med sammen med din kæreste, du har købt den?
»Ja.«
Kirkeløkke rykker da også tættere på den danske grænse til sommer.
Den danske landsholdsspiller spiller til daglig for Rhein-Neckar Löwen i Bundesligaen, men fra sommeren 2024 skal han tørne ud for danskerklubben Flensborg-Handewitt.
Et skifte, han havde længe på plads, fortæller han.
»Jeg har vidst længe, jeg skulle skifte. Et år i hvert fald. Der er lidt med flytning, men klubben er gode til at hjælpe med det. Jeg koncentrerer mig mest om at spille sæsonen færdig. Jeg har været glad for at være der, så jeg vil gerne slutte ordentligt af efter fem år.«
I første omgang gælder det EM, hvor højrebacken igen skal spille en anden rolle end på klubholdet.
Ved VM-triumfen i Sverige var han Nikolaj Jacobsens helt store taktiske åbenbaring ved at dække af på højrefløjen.
»Jeg har heldigvis gjort det hele sidste år, hvor jeg spillede på fløjen og dækkede op på backen. Det er blevet normalt for mig, jeg har vænnet mig til det. Jeg har det selvfølgelig bedst på backen, men det er en fed rolle at have,« siger han.
Danmark møder Tjekkiet torsdag aften i den første gruppekamp.