»Det var virkelig en hård periode. Det viste sig så, at jeg skulle igennem en hård periode, og så stod jeg med guldet.«

Althea Reinhardt griner lidt, da hun afslutter sætningen. En stærk kontrast til den tid, hun netop har beskrevet.

En tid med smerter, en svær periode i privatlivet, og hvor frustrationen hobede sig op.

Mere om det om lidt, for i dag er det bestemt ikke til at se på landsholdsmålvogteren, at livet ikke helt viste sig fra sin bedste side, da kalenderen skiftede til 2021, hvor hun ikke blot kæmpede med en drilsk skade, men også havde alvorlig sygdom tæt inde på livet.

I dag er Althea Reinhardt ét stort smilo.
I dag er Althea Reinhardt ét stort smilo. Foto: Henning Bagger
Vis mere

For hun står og skal til endnu en slutrunde med landsholdet og repræsentere de rød-hvide farver til VM i Spanien efter en sæson, der bød på blandt andet et mesterskab med Odense Håndbold.

»Det var fantastisk og noget, man havde håbet på og trænet for i lang tid. At det endelig lykkedes og gik op i en højere enhed, var en fantastisk følelse. Det var virkelig dejligt og en forløsning,« fortæller hun.

Det var en kulmination. Jublen var stor. Og for Althea Reinhardt var den det måske også i lidt særlig grad, for hendes år har været lidt af en rutsjebane.

Tilbage i februar fik hun under en kamp en rygskade, da hun efter en redning fløj over en reklamebande og ned på et betongulv.

Hurtigt lød meldingen, at intet var brækket i ryggen, og landsholdsprofilen tænkte selv, at hun ville komme hurtigt over det. Men sådan gik det ikke helt.

»Den periode var hård at komme igennem. Det var slutningen af sidste sæson, kampene blev spændende rigtig vigtige,« siger 25-årige Althea Reinhardt.

Hun fortæller, at hun gennem forløbet har følt sig godt hjulpet af både fysioterapeuter og klubben, og i dag sidder hun glad og uden problemer. Men perioden var svær, fordi hun så gerne ville hjælpe holdkammeraterne, og det kunne bare ikke lade sig gøre.

Det gjorde det heller ikke bedre, at Odense Håndbold ramte en periode, hvor de tabte nogle kampe og hun ikke kunne hjælpe sine holdkammerater, og fra et personligt synspunkt var der også dage, hvor hun ikke følte, udsigterne var gode.

»Der var en periode, hvor det så sort ud, og hvor jeg var i tvivl, om jeg overhovedet kunne spille de sidste kampe i sæsonen. Det var sindssygt hårdt, når det, jeg havde kæmpet for hele sæsonen, var at spille de fede kampe, og jeg så pludselig stod og kunne mærke, det ikke gik så godt, som jeg havde håbet på. Det gjorde ondt. Det gjorde ondt at stå ud af sengen, så kunne jeg bare ikke være der. Det endte heldigvis godt, og jeg synes, forløbet gik godt, især til sidst,« fortæller hun.

Men det var ikke kun håndboldskaden, hun skulle slås med i den periode. For da hun sammen med landsholdet vendte hjem fra EM i Herning i december sidste år, ventede der hende en trist besked.

Hendes bedstefar var blevet ramt af kræft. En besked, der også kom i en periode, hvor coronavirus igen for alvor var blusset op i Danmark, og derfor kunne hun ikke bare besøge ham, når hun havde lyst.

»Det var en sindssygt hård periode. Min bedstefar lå syg, og jeg kunne ikke rigtig være der på grund af corona, jeg havde en rygskade … Det var en sindssygt hård og virkelig svær periode for mig at komme igennem. Jeg havde heldigvis de bedste mennesker omkring mig, jeg søgte tilflugt i. Jeg arbejdede benhårdt i træningslokalet, og så måtte jeg jo ringe til min bedstefar eller se ham en gang imellem udenfor,« fortæller Althea Reinhardt.

For én ting er at være en atlet med forpligtelser. Men ligesom alle andre er hun også bare et menneske, der skulle navigere i det hele. Hun forklarer dog, hvordan hun faktisk kunne mærke, at håndbold hjalp hende.

»Jeg tror, jeg føler mig privilegeret på den måde. Når det er rigtig hårdt privat, kan man slukke under kampe. Det bliver et frirum, hvor man ikke tænker over det, og som man har brug for, når det ikke går så godt uden for banen. Det brugte jeg rigtig meget, da min bedstefar lå syg. Da jeg så fik rygskaden, og det hele føltes træls, var det at søge tilflugt i de mennesker, der var i nærheden,« siger Althea Reinhardt, der dog heller ikke lægger skjul på, at det har været tungt til tider:

»Jeg har da også haft nætter, hvor jeg bare har ligget grædende om aftenen og tænkt, det var noget rigtig skidt, fordi jeg hverken kunne sove, fordi jeg havde ondt i ryggen, og tankerne fløj afsted.«

Alligevel har hun prøvet at bruge de ting, hun har været igennem, til noget konstruktivt.

»Jeg har også altid været den type, der ser modgang som noget godt ind imellem. Jeg vil aldrig være de perioder foruden. Kræftforløbet med min bedstefar kunne vi godt have været foruden, men de hårde perioder er med til at gøre mig stærkere og overbevise mig om, jeg kan mere, end jeg egentlig tror. I momentet var det svært at vende til noget positivt. Jeg tænkte meget over, hvad jeg kunne gøre for at gøre de situationer bedre,« fortæller Althea Reinhardt.

For hende var det vigtigt at tale med de nærmeste. For hun var ikke den eneste, der havde oplevet en hård periode.

»Så det er også vigtigt at tale om, fordi andre går også med noget, og man kan tale ud om det og få løsnet lidt på nogle ting. Det er lidt nemmere, når man står på den anden side, at sige, det var hårdt at komme igennem, men jeg står her. Jeg har prøvet hårde perioder før, og jeg ved, jeg nok skal klare mig igennem. Det hjalp at søge tilflugt hos nogle af dem, jeg holdt af. Når man står på den anden side og bliver spurgt, om man ville være den hårde periode foruden, vil jeg tit sige nej, for jeg udvikler mig hele tiden som menneske i de perioder og bliver stærkere af dem. Man indser måske nogle andre ting. Jeg synes, man får nogle lidt andre værktøjer i livet. Jeg har aldrig stået efter en svær periode og tænkt, jeg ville have været det foruden,« siger Althea Reinhardt.

Andre læser også