Får Danmark ingen point med i mellemrunden, er det farvel til semifinaledrømmen, lyder det fra René Toft. Spanien SKAL slås.

Danmark har kniven for struben i den tredje og sidste gruppekamp mod Spanien. Godt nok er man videre fra gruppen, men det kan vise sig fuldstændig værdiløst, hvis ikke danskerne formår at få to eller fire point med over til mellemrunden.

»Sket er sket. Vi må klemme ballerne sammen og kæmpe røven ud af bukserne mod Spanien. For det er utroligt vigtigt, at vi vinder den kamp og får minimum to point med over i mellemrunden, hvis vi skal nå vores mål om deltagelse i finaleweekenden,« lyder det fra stregspilleren René Toft Hansen.

Han var selv med til at vinde EM i 2012, hvor Danmark kom over med nul point til mellemrunden. Den helt sensationelle bedrift kommer dog ikke til at ske igen, mener Toft.

»Vi har før været over med nul point, hvor vi alligevel kom videre. Men det kommer aldrig nogensinde til at ske igen, at et hold kommer videre efter at have taget nul point med sig fra gruppen. Vi skal minimum have to point med videre, men fire point er selvfølgelig, hvad vi havde håbet på fra starten,« siger Toft og slår fast:

»Der er jo kæmpe forskel på at have to eller fire point med videre. Det ved vi jo.«

»Hvis vi kan få fire point med over, kan vi grine lidt af kampen mod Tjekkiet og prøve at være lidt positive igen. At få fire point med vil være utroligt vigtigt, for så kan vi tåle at tabe en kamp i mellemrunden - selvom vi da går benhårdt efter at vinde de næste fire kampe,« lyder det fra den store stregkæmpe.

Skal Danmark have fire point med over til mellemrunden, kræver det en sejr over Spanien, mens Ungarn skal vinde over Tjekkiet.

LÆS ALLE SCENARIERNE HER.

»Det er et utroligt vigtigt opgør for os mod Spanien. Flasker det sig ikke for os imellem Ungarn og Tjekket, bliver Spanien-kampen en kamp, hvor vi spiller om overhovedet at have få point med over i mellemrunden,« siger fløjspilleren Lasse Svan Hansen.

Svan efterlyser, at kampens vigtige karakter bliver synlig fra start.

»Vi kan komme i en situation, hvor Ungarn vinder, men ikke vinder stort nok, så vi lige pludselig spiller om at få alt fra 0 til 4 point med over. Alt er i spil. Der er ingen tvivl om, at det er en vigtig kamp for os, som vi vil vinde for enhver pris. Og det skal også helst komme til udtryk på banen – både i vores spil og i den udstråling, vi tager med ind i banen.«

Danmarks gruppe bliver parret med gruppe C, der består af Makedonien, Tyskland, Slovenien og Montenegro. Der venter yderligere tre opgør i mellemrunden for danskerne.