»Jeg kan nærmest ikke snakke, så glad jeg er.«

Julie Scaglione var ét stort smil efter storsejren over Chile søndag aften.

Og det forstår man godt, for den blot 19-årige landsholdskomet fik en stærk slutrundedebut, hvor hun lavede syv mål. 

»Det var helt vildt. Det var en helt vanvittig oplevelse, og det var virkelig rart at få den overstået, så jeg kunne ryste nerverne af mig,« sagde hun efterfølgende med et stort grin.

For nerver, dem var der rigtig mange af. Det lagde hun ikke skjul på.

»Er du sindssyg, jeg var nervøs. Jeg sagde for et par dage siden, at det måske var nerverne, der fyldte mere, end at jeg var stresset over det. Jeg tror altid, man er nervøs over sådan en kamp … Jeg var sgu bare nervøs for, det ikke gik, og man ikke var god nok, men det er jo bare håndbold,« lød det fra Julie Scaglione. 

I løbet af opvarmningen løb hun ellers rundt i godt humør, og på et tidspunkt fik hun øje på sin mor, den tidligere landsholdsspiller Lone Mathiesen, der var på besøg i tv-studiet. 

At moren var med der vidste hun godt, og den 19-årige komet fortalte med et glimt i øjet, at hun havde fået en klar besked med på vejen.

Danmarks Julie Scaglione i kamp med Chiles Pia Victoria Pacheco Cortes og Catalina Paz Galvez Castagnola under VM-kampen mellem Danmark og Chile fra gruppe E under IHF verdensmesterskabet i kvindehåndbold i den indledende runde i Jyske Bank Boxen i Herning, søndag den 3. december 2023.
Danmarks Julie Scaglione i kamp med Chiles Pia Victoria Pacheco Cortes og Catalina Paz Galvez Castagnola under VM-kampen mellem Danmark og Chile fra gruppe E under IHF verdensmesterskabet i kvindehåndbold i den indledende runde i Jyske Bank Boxen i Herning, søndag den 3. december 2023. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg havde også informeret om, hun ikke skulle sige noget pinligt,« lød det med et grin.

»Bur (Louise Burgaard, red.) var rigtig sød ved mig (under opvarmningen, red.), det kan godt være, jeg ikke virkede nervøs, men det er mig, der skjuler mig lidt og prøver at danse det hele væk,« sagde den glade slutrundedebutant.

Hun synes selv, det trods nerverne 'gik meget fint', da hun først kom godt i gang. Særligt da hun fik sendt det første mål i kassen.

»Det var virkelig rart. Det var som om, man faldt to meter ned i skuldrene og endelig kunne sænke dem,« sagde hun.

Og det var ikke kun hende, der var ét stort smil ved det første mål. Det samme var flere holdkammerater, heriblandt Kathrine Heindahl, der var den første til at tiljuble hende med et kæmpe smil og et stort kram.

»Det betød mega meget, at jeg ved, pigerne er der for mig. Mange sagde også inden kampen, at det hele nok skulle gå. Jeg skulle bare tælle til ti, så skulle det nok gå,« sagde en glad Julie Scaglione.

Landsholdet er med søndagens sejr over Chile videre til mellemrunden, men inden da venter den sidste gruppekamp mod Rumænien.