Helle Thomsen havde én kanin i hatten, da hun udtog den trup, der i disse uger kæmper om medaljer ved VM i Rotterdam.
Helene Kindberg havde sådan set slet ikke været en del af de afsluttende forberedelser til mesterskabet, men kom alligevel med på flyet til Holland.
Spilletid har hun imidlertid ikke væltet sig i, og flere gange er hun sågar blevet valgt som den ene spiller, der sidder over.
Det tager Helene Kindberg imidlertid med ophøjet ro.
- Man gør sig mange tanker, inden man tager afsted, og man kan håbe en masse, hvilket jeg også har gjort. Men jeg er meget realistisk, og når alle gør det så godt, som det er tilfældet, så er der bare kamp om pladsen, og det kan man kun respektere, siger Helene Kindberg.
Med sin status som yderste mandat er hun blevet den spiller, som den tidligere landstræner Jesper Jensen helst ville undgå at have med til slutrunder.
Han valgte flere gange kun at udtage 16 spillere, fordi den tilsyneladende meget empatiske landsholdstrup ganske enkelt fik ondt af dem eller den, der blev henvist til tribunen ved slutrunder.
Og Helene Kindberg kan da også mærke, at holdkammeraterne er meget opmærksomme på hende, når hun er blevet valgt som oversidder.
- Jeg kan mærke, at alle er utroligt søde til at komme hen og spørge, om jeg er okay. Jeg synes, det er ærgerligt og irriterende, når jeg skal sidde over, men det er en del af gamet, og det har været virkelig rart at mærke, at alle har været så støttende, siger Helene Kindberg.
Årsagen, til at Helle Thomsen endte med at pege på den 27-årige Team Esbjerg-spiller, finder man i den allersidste testkamp mod Sverige.
Trine Østergaard vrikkede om på anklen, og derfor blev den venstrehåndede højreback taget med, fordi hun ville kunne gardere på fløjen, hvis ikke anførerens ankel helede som håbet.
- Det var ikke noget, jeg havde forventet, så jeg blev bare rigtig glad, da Helle ringede. Jeg nyder bare at være her og være en del af det her hold, som har så mange dygtige spillere. Det er virkelig stort for mig at være til VM, siger hun.
Helene Kindberg har dog ikke kun siddet på bænken og tribunen. Mod Senegal fik hun for eksempel masser af spilletid og bidrog med to mål.
/ritzau/
