(BT i Herning): Øget konkurrence i Paris St. Germain har betydet mindre spilletid for landsholdets stjernespiller Mikkel Hansen.

Knapt har nytårschampagnen nået at bundfælde sig, inden det er blevet alvor for det danske herrelandshold, der i denne måned tager hul på EM-slutrunden i Kroatien.

For allerede 1. januar samlede landsholdet sig i træningslejr i Herning, og i går blev der så holdt hof for den danske presse, inden håndboldherrerne skal forsøge at revanchere det skuffende resultat fra EM i Polen for to år siden.

Der er en ny kaptajn på skibet i form af Nikolaj Jacobsen, men ellers er det de sædvanlige stjerner, der skal få vind i det danske EM-sejl.



Mikkel Hansen er som altid én af dem.

Den 30-årige storskytte forlængede i august sin kontrakt med sin klub Paris. St Germain, så den nu løber til 2022. Han er lykkelig for at være der, siger han selv, men han har også måtte sande, at spilletiden er blevet knap den seneste tid under træner Zvonimir Serdarusic.

Kroaten foretrækker at spille fuld tid med den franske stjerne Nikola Karabatic samt det norske stjerneskud Sander Sagosen. Det betød senest, at Mikkel Hansen måtte se til fra bænken i 30-33-nederlaget til Montpellier i den franske liga.

Han scorede dog syv mål på syv straffekast, men regulær spilletid blev det ikke til.



Har du snakket med træneren om, hvorfor du ikke spillede?

»Der er ikke så meget at spørge om. Jeg går ud fra, at det er, fordi han mente, at de andre kunne løse opgaven bedre, end jeg kunne gøre.«

Undrer du dig over det?

»Jeg vil naturligvis gerne spille,« siger Hansen til BT.

Norske Sagosen kom til i sommer fra Aalborg, og her stod Hansen klar til at tage imod den øgede konkurrence. Sådan er det stadig.

»Det har været super godt. Vores træning er kommet på et højere niveau, det var det allerede, men når vi får en spiller som Sander Sagosen, gør det, at der bliver trænet endnu hårdere og endnu bedre,« siger landsholdsstjernen.

På trods af den seneste modvind har Mikkel Hansen haft masser af succes i Frankrig, siden han i 2012 skiftede til klubben. Her har Hansen vundet priser og franske mesterskaber på stribe, og derfor var han aldrig i tvivl om at sige ja, da han fik muligheden for at forlænge sin kontrakt i efteråret.

»Jeg kunne ikke se mig selv spille andre steder, så det gav lidt sig selv. Det er et dejligt sted for mig at være. Vi har en rigtig god træningskultur, hvor der bliver gået til den. Jeg skal heller ikke lægge skjul på, at jeg godt kan lide at være i byen.«

»Det betyder også noget for mig at kunne lave andre ting end kun at spille håndbold. Det er lidt begrænset, hvor mange timer om dagen man kan træne, så det har betydet meget for mig at lave en masse ting i byen, så man kan komme lidt væk fra det hele,« siger Mikkel Hansen, der endnu ikke er blevet mæt af byens oplevelser.



»Rent kulturelt er det en by, der har meget at byde på. Det udnytter jeg og gør brug af. Der er en masse interessante ting, hvor man hele tiden har muligheden for at opleve en masse spændende. Det er en gave, når det kan kombineres med det, man lever af,« lyder det fra Hansen.

Selvom det i øjeblikket bliver til mindre spilletid end vanligt for den franske storklub kan der hurtigt blæse nye vinde over danskeren. Til sommer får klubben nemlig ny træner.

Landsholdsspilleren har de seneste to sæsoner haft Zvonimir Serdarusic som chef, men det ændrer sig til sommer, hvor spanske Raul Gonzalez træder til.

Han er blevet hentet i makedonske RK Vardar, der slog netop Mikkel Hansen og Paris St. Germain i sidste års Champions League-finale.



»Jeg har kun hørt gode ting om ham. Det er selvfølgelig spændende. Når man ser på de resultater, han har opnået med Vardar, og det man hører fra folk, er det en træner, jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med. Det bliver spændende at se, hvad han gerne vil og mærke det på egen krop.«

Mikkel Hansen har i denne sæson scoret 61 mål i 12 ligakampe for franskmændene. Holdkammeraten Uwe Gensheimer er ligatopscorer med 76 mål.