Lyt til artiklen

Den danske EM-trup er plaget af småskader og har valgt at udvide holdet forud for braget mod Norge onsdag.

Det oplyser DHF i en pressemeddelelse.

Jesper Jensen hiver således en ekstra stregspiller ind i dansk EM-trup – Kaja Kamp Nielsen fra Team Esbjerg er mandag aften blevet hevet ind på det danske landshold.

»Vi har bedt Kaja rejse herned for at supplere truppen, da vi har lidt usikkerheder i forhold til nogle småskader på stregpositionen. Kaja er kaldt ind som en gardering på stregen, og i første omgang skal hun bidrage til, at vi fortsat kan have et højt træningsniveau.«

»Og bliver der brug for at bringe Kaja i spil i kamp, mener vi også, at vi er bedre stillet ved at kalde hende herned nu, så hun kan få nogle træninger med holdet,« fortæller Jesper Jensen.

B.T.s fotograf overværede noget af træningen mandag. Her kunne man også se, at de to stregspillere Rikke og Sarah Iversen i første omgang ikke var med.

Førstnævnte kom også til skade i kampen mod Kroatien, hvilket betød, at han kiggede på under hele 2. halvleg.

Iversen har dog forsikret, at hun er med mod Norge.

Meldingen fra DHF er også, at Kaja Kamp Nielsen umiddelbart ikke skal i kamp mod Norge.

Danmark møder Norge onsdag. En kamp, der bliver altafgørende for, om Danmark kommer i EM-semifinalen.