De sad der på rad og række i deres egen lille afdeling.

Dannebrog var hængt pænt op på den ene langside, de havde papirflag med, sad i røde landsholdstrøjer med nissehuer på, og nogle sågar med mundbind med dansk flag.

Gruppen af danske fans under VM-kampen mod Sydkorea var ikke til at overse, og i den danske landsholdslejr var det også noget, der blev lagt mærke til. At der var landsmænd, der sad klar med klap, råb og jubel.

»Det er fedt. Jeg får selv familie herned, og det betyder bare sindssygt meget,« sagde Rikke Iversen, der kunne fortælle, at det er hendes forældre, der kommer på besøg, mens hendes kæreste bliver hjemme for at passe hundene.

»Selv de spanske fans råber jo også 'Dinamarca' og går på vores side. Det giver bare noget stemning og føles lidt mere som et VM, når vi også kan få hallerne fyldt med tilskuerne,« jublede hun.

I de første to gruppekampe har der også været danskere i hallen, men mandag aften var det endnu mere tydeligt.

Og da kampen var færdig, kunne Rikke Iversen og resten af landsholdet igen vende sig om og klappe ud mod den gruppe danskere, der havde taget turen til håndboldhallen i Granollers.

»Det lyder helt forkert, men det giver en hel nationalfølelse. At vi kæmper for vores hold, men at der også er folk, der følger os i tykt og tyndt,« sagde en glad Rikke Iversen.

Sidste års EM i Herning blev på grund af coronapandemien afviklet uden en eneste på lægterne. En stærk kontrast til, hvad spillerne ellers er vant til ved slutrunder.

»Det er super dejligt ikke at spille for tomme tribuner igen. Det var ikke det sjoveste,« sagde Sandra Toft efter kampen.

Ligesom mange af de andre nyder hun, at der igen er råb, hujen og folk, der hepper på lægterne, som dog ikke var helt fyldt op.

»Det er dejligt, der er mennesker i hallen, og der kommer nok flere, jo længere vi kommer ind i turneringen. Det er også dejligt, at jeg stadig kan kommunikere med mit forsvar,« sagde den rutinerede målvogter med et stort smil.

Danmark er med sejren over Sydkorea videre til mellemrunden, hvor de tager fire point med over. Her venter Ungarn, Tjekkiet og Tyskland.