»Det er en holdbeslutning, vi har taget. Det har vi valgt at lukke ned for. Jeg har ikke selv savnet det eller haft behovet.«

Sådan fortæller Rikke Iversen, der lige nu er isoleret på Hotel Scandic i Herning sammen med resten af landsholdet.

Her fylder spil, PlayStation, og karaoke til alt fra Poul Krebs til Nik & Jay mange af timerne, når den ikke står på måltider, træning eller kampe.

Men én ting fylder intet i håndboldspillernes bevidsthed. De har i fællesskab valgt at trykke på 'mute'-knappen til alt, hvad der hedder nyhedsmedier.

Jeg har faktisk ikke mærket kulleren endnu. Det er jeg meget overrasket over, at jeg ikke har haft det afsavn

»Det er alt om vores hold, om slutrunden. Skal man tage det søde, skal man også tage det sure. Det er der ikke nogen grund til at bringe ind i vores boble. Der tager vi det, vi har behov for, og ikke andres holdninger og meninger,« fortæller Rikke Iversen, der eksempelvis ikke vidste, at delegerede fra fem lande havde fået en advarsel for at bryde corona-protokollen under EM, da B.T. talte med hende.

En advarsel, der i øvrigt ifølge hende var helt på sin plads, slog hun fast. Men det er ikke noget, der fylder i den danske lejr. Det er med til at give en anden ro.

»Fuldstændig. Det er for, at vi som hold også er sikre på, at det, vi hører, er det, vi vil høre. Så skal man også til at sortere, og det er der ikke nogen, der gider bruge tid eller energi på,« forklarer Rikke Iversen, der derfor heller ikke bruger tid på, hvad for eksempel eksperter har kommenteret.

Og hun spår, at det gør en forskel, at landsholdet kun skal koncentrere sig om sig selv.

»Jeg tror, det er sundt, man ikke skal forholde sig til, hvad andre også synes. Der er nok pres på en med, hvad man selv synes,« fortæller landsholdsspilleren, der deler værelse med Sandra Toft.

De er gangens dj's, der sørger for, at resten af holdet har noget at danse til, når de skruer op for Thomas Helmig, Søs Fenger, Danseorkestret, og hvad der ellers er på playlisten.

»Der er hele holdet med. Så har vi bare fundet ud af, vi rigtig godt kan lide at danse. Det gør vi tit. Man kan også bare synge, hvad man har lyst til. Vi har fundet ud af, mange ikke har styr på teksten. Men det er lige meget,« griner Rikke Iversen, der inden slutrunden især frygtede en ting.

At mangle de daglige gåture, som hun elsker i sin hverdag. De længste ture er dem, hun kan gå på hotellets gang, og så når holdet går til og fra spillerbussen, der fragter dem rundt til hallerne.

Danmark vandt over Montenegro søndag aften.
Danmark vandt over Montenegro søndag aften. Henning Bagger

Men det er faktisk ikke noget, hun mærker, og egentlig føles livet ikke så anderledes i forhold til, når hun til daglig spiller i Odense Håndbold.

»Jeg har faktisk ikke mærket kulleren endnu. Det er jeg meget overrasket over – at jeg ikke har haft det afsavn. Jeg tror også, det virker forkert at sige, men vi har virkelig hygget os og haft det sjovt i boblen. Der er stillet så mange ting til rådighed, man kan lave. Jeg har ikke savnet den der omverden endnu,« siger Rikke Iversen.

Hun er glad for den tillid, hun på banen har fået fra landstræner Jesper Jensen, og så er hun – ikke overraskende – det samme, når det kommer til den danske start på EM-slutrunden, der har betydet to sejre over henholdsvis Slovenien og Montenegro.

»Nu, hvor vi har fået sådan en start, er det jo sjovt. Det er dejligt, og det er en fed fornemmelse at gå fra banen to gange med sejre. Det giver god stemning i truppen og på gangene på hotellet,« siger Rikke Iversen.

Sejr nummer tre kan komme i hus tirsdag aften mod Frankrig, som er modstanderen i den sidste gruppekamp, men det bliver bestemt ikke en let omgang.

»Årh! Det bliver en hård kamp. Det bliver klart vores største udfordring indtil videre. En kamp med masser af power og energi mod et verdensklassehold, som vi skal op og bide skeer med,« siger Rikke Iversen.

Kampen mod franskmændene bliver spillet klokken 20.30, og en dansk sejr vil betyde, at Jesper Jensens mandskab tager fire point med over i mellemrunden.