Niklas Landin har stadig ikke helt forstået det.
Og der kommer nok til at gå lang tid, før savnet ikke længere fylder hos ham.
Den danske håndboldstjernes landsholdsstop har nemlig endnu ikke helt bundfældet sig.
Men sådan bør det heller ikke være efter 16 år, slår han flere gange fast i et interview med B.T.

Her sætter han blandt andet ord på, hvordan det er at se sine tidligere holdkammerater i aktion, efter han har sagt farvel til den rød-hvide trøje.
»Det er specielt. Jeg er nok stadig ved at acceptere det, for inderst inde kribler det stadig i mig,« lyder det fra Aalborg-målmanden, inden han fortsætter:
»Jeg ville også synes, det var underligt, hvis jeg havde været helt ligeglad. For jeg brænder jo stadig for håndbold. Havde jeg været ligeglad, så kunne jeg lige så godt pakke helt sammen.«
Det er dog på ingen måde planen.

For danskerens klubkarriere er nemlig stadig i fuld gang. Men hvis han vil have noget med landsholdet at gøre fremover, så bliver det fra tribunerne.
Noget, der faktisk var tilfældet tirsdag aften, da Danmark tog hul på VM-slutrunden i Jyske Bank Boxen.
For dér sad Niklas Landin på tilskuerpladserne. Og hele arenaen gik da også amok, da koryfæet tonede frem på storskærmene.
»Det var specielt. Så mange minder, der strømmede ind, da jeg sad og kiggede rundt i hallen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke rørte mig en skid,« afslutter han.
Niklas Landin nåede at spille 283 kampe i den danske landsholdstrøje.

