Brødrene Landin var fremragende. Niklas i kassen med en aura på størrelse med Øresundsbroen. Og Magnus på fløjen så iskold som Dolph Lundgren.

De to sørgede på hver sin måde for, at en ellers nervøs dansk start endte i en sejr på 30-26 over Sverige og en plads i VM-semifinalen. Storebror Niklas løb med hæderen som kampens bedste, men han var klar til at give sin stemme til Magnus.

»Det kunne jeg nok godt have gjort. Hvad scorer han? Han er jo sikker. Vi er utroligt glade for, at vi bare kan hælde boldene ud til ham, og så lægger han den ind. Også i svære perioder, hvor vi har svært ved at score på Palicka (Sveriges målmand, red.),« siger Niklas Landin.

Danmark havde sine problemer med Sverige i første halvleg. Der var både to- og tremålsføringer i første halvleg til svenskerne, der kunne sende Danmark ud med en sejr på mere end fire mål.

»Det var to hold med masser af følelser. Der var meget nervøsitet indblandet blandt mange spillere. Det var tydeligt at mærke, inden man gik på banen, synes jeg. Det var to lande, der ikke ville tabe til hinanden. Og det var også to trupper, som kendte hinanden utroligt godt,« siger Landin, som ikke kunne slappe helt af.

»Jeg synes først, at det var med ti minutter igen, at jeg kunne puste lidt ud, da vi førte med fire mål og var nået op på 27 mål.«

Nu er Danmark i VM-semifinalen, der bliver spillet fredag aften i Hamborg. Her møder danskerne Frankrig, mens Norge skal op imod Tyskland. Og om det skulle blive tysk eller fransk, var Niklas Landin egentlig lidt ligeglad med.

»Tyskland på hjemmebane eller Frankrig mange stjerner. Det er kartoffel/kartoffel. Jeg ser begge hold som utroligt gode, og vi ville få kæmpe modstand i begge kampe. Det er der ingen tvivl om. Så jeg tror ikke, at der var nogen, vi hellere ville have haft end andre. Vi er glade for at nå vores første mål. Og nu ved vi også godt, at dem, der kan finde flest procenter frem i de trætte spillere, kommer også til at ramme en god dag,« siger Landin.

Magnus Landin.
Magnus Landin. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Du siger, at første mål er nået, så hvad er andet mål?

»Nu står vi i en semifinale, og så kan der vel ikke være andre mål end at kvalificere sig videre derfra. Så det er vores næste mål.«

Så ikke guld endnu?

»Nej, nu skal vi lige vinde over Frankrig,« siger Niklas Landin.

Dansk jubel efter sejren over Sverige.
Dansk jubel efter sejren over Sverige. Foto: SRDJAN SUKI
Vis mere

Om Danmark så også kan slå Frankrig, vil fredagen vise. Men der har været danske sejre over de ellers så suveræne franskmænd.

En af de helt fine var i 2016, da Danmark vandt OL i Rio med en sejr over Frankrig i finalen.

»Hvis jeg skulle kigge på papiret lige umiddelbart, ser jeg Frankrig som det bedste hold. Men vi har tidligere vist, at hvis vi rammer dagen, kan vi godt spille op med Frankrig, og vi har også slået dem før. Nu ser vi frem til at møde Frankrig på tysk grund,« siger Niklas Landin.

Den danske målmand og holdkammeraterne drager mod Tyskland torsdag, hvor der er pressemøde i Hamborg.