Målmand Niklas Landin reddede sin gode kammerat Mikkel Hansens r..!
Med sublimt spil i den forlængede spilletid og to vigtige redninger i straffekastkonkurrencen var Landin helt afgørende i Danmarks vanvittige kvartfinalesejr over Egypten.
Målmandsstjernen kunne undervejs se sin mangeårige landsholdskammerat Mikkel Hansen få direkte rødt kort. I de absolut sidste sekunder af den første forlængede spilletid – ved en dansk etmålsføring – kastede Hansen bolden i en bue ud til Lasse Svan, efter at dommerne havde fløjtet for passivt spil.
Det var en kæmpe bommert – der var meget tæt på at blive fatal for Danmark. Dommerne gav Hansen rødt kort for usportslig optræden, og Egypten fik straffekast, som de udlignede på.

Niklas Landin kom efterfølgende kammeraten til undsætning.
»Jeg tænker, at Mikkel ikke ved, hvor lang tid der var igen. Hvis han havde set, at der kun er to-tre sekunder tilbage, så havde han bare lagt bolden på gulvet,« sagde Landin til B.T.
Han var ikke helt enig i beslutningen, som de kroatiske dommere traf.
»Jeg synes, den er svær, fordi det sker forholdsvist tit, at der bliver kastet, efter der er fløjtet. Det gjorde egypterne også i den forlængede spilletid. Så jeg synes, at dommen er hårfin.«

»De mente stadig efter kampen, at den skulle dømmes. Jeg er ikke sikker på, at de havde dømt den i alle kampe. Men jeg tror heller ikke, at Mikkel vælger at kaste den ud i fløjen næste gang.«
Danmark møder Spanien i fredagens semifinale.


