Niklas Landin stod fremragende i sejren over Østrig. Målmanden sendte ros videre til forsvaret.

Målmanden Niklas Landin leverede en fremragende indsats, da Danmark tirsdag også vandt sin fjerde kamp ved VM i håndbold, denne gang med 28-17 over Østrig.

Landin snuppede 14 ud af 28 afslutninger, der kom mod hans mål, og han var en vigtig faktor, da Danmark efter en skidt start og bagud 3-7 alligevel kom tilbage og vandt stort.

Men ingen god målmand uden et velfungerede forsvar, pointerer Landin, som dog også tager rosen til sig.

- Det gik godt. Men forsvaret stod også godt igen, så jeg havde gode arbejdsvilkår, siger Landin og bliver mere specifik.

- Vi har en god dialog om skytterne. Når jeg siger "skift hjørne", så har forsvaret tillid til det.

- Så det er ikke bare sådan, at forsvaret har det lange hjørne, og jeg har det korte. Vi kan ændre det, hvis jeg har en god fornemmelse, og det kan være med til at forvirre modstanderen, fortæller Landin.

Han snuppede også et par straffekast undervejs, og i det første tilfælde kort inde i kampen gestikulerede han med en stor jubelscene ud mod publikum.

- Det er for opildne mig selv, holdet og tilskuerne. Vi ved, at hvis vi får glød i øjnene, ruller vi alle modstandere over. Det viser ærgerrighed og sender et signal til modstanderne, siger Landin.

Landstræner Nikolaj Jacobsen havde efterfølgende kun ros til sin målmand, der kan blive vital i Danmarks jagt på medalje.

- Han har stået, som alle i Danmark håber på. Med stor autoritet og en redningsprocent på omkring 50. Kan han holde det, er vi godt stillet videre i turneringen, lyder det fra Jacobsen.

Danmarks næste udfordring er gruppefinalen mod Norge torsdag klokken 20.15.

/ritzau/