Vi skal bruge godt forsvarsspil, en høj redningsprocent, Lauge og Hansen i spillehumør og så skal vi ikke mindst bruge en nordmand. En irriteret en af slagsen.

Niklas Landin har en plan inden VM-finalen mod Norge. Sander Sagosen er stjernen på det norske landshold, men i den første kamp mellem de to hold i indledende runde ramte Paris SG-spilleren slet ikke niveau.

»Vi går ikke ud fra, at vi kan gøre det igen. Men vi håber da på, at vi kan gøre det, så han ikke leverer en brandkamp. Sander er jo en nøglespiller for dem. Hvis han kommer i gang, kan mange ting ske for Norge. Men vi vil forsøge igen at få forstyrret hans spil lidt, så han kan blive lidt irriteret,« siger Niklas Landin og udpeger Sander Sagosens store styrke.

»Han skal ikke have det der frie rum til at fordele boldene. Han er jo ekstremt god til at springe op i luften og vurdere, om han skal spille til den ene fløj, den anden fløj, skyde eller spille den ind til stregen. Det er der, man skal stresse ham lidt, så han ikke har de frie muligheder.«

Sander Sagosen.
Sander Sagosen. Foto: JOHN MACDOUGALL
Vis mere

Danmark slog Norge 30-26 i indledende runde i en kamp, hvor Sander Sagosen noterede sig for fire mål på 11 skud. Det var i en kamp, hvor Danmark dominerede stort set fra start til slut.

Den kamp har Norge helt sikkert lært af, men kan man også det, når man gjorde det meste rigtigt som Danmark? Ja, mener Niklas Landin.

»Jeg tror, at begge hold har lært noget. Vi har også set noget i dag, som vi skal prøve at gøre anderledes til næste kamp. Vi har også set i de sidste kampe, at nordmændene har fået mere selvtillid og spiller bedre, end de gjorde for fire kampe siden. Så der er nogle ting, vi skal have styr på,« siger Niklas Landin.

Det er to hold, der kender hinanden godt. Ingen forventer de helt store overraskelser.

Niklas Landin ved da også, hvad han tror, der kommer til at være afgørende for, om Danmark eller Norge vinder VM-guldet.

»Om det er Norge eller Danmark, så kigger begge hold først på forsvaret, og så kigger de på målmændene. Det første hold, der får styr på den del, kommer også længst i morgen - og får måske også skabt det lille hul. Så det vil være vores første fokuspunkt,« siger Niklas Landin.

Det hul fik Danmark skabt i den første kamp mod Norge. Og det endte med sejr. Siden har nordmænden set mere end almindeligt skarpe ud.

Men Niklas Landin og Danmark er klar til finale. Danmark møder Norge. Det er VM-finalen. Det er i Boxen. Og det er søndag klokken 17.30.