Danmarks anfører og suveræne sidsteskanse, Niklas Landin, har fået en rullestart på VM på hjemmebane.

Samlet har han en redningsprocent på over 50, og to gange i de første fire kampe er han blevet belønnet med sjældne ni-taller på B.T.'s karakterskala. Senest efter tirsdagens 28-17-sejr over i Østrig i Boxen .

Og efter den kamp løftede Landin lidt af sløret for hemmeligheden bag hans succes.

Han gør brug af et snedigt forsvarstaktisk trick: Under kampene ændrer han sine paradeaftaler med de danske forsvarsspillere.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»Jeg siger til dem 'lad os skifte hjørne', og det har forsvaret tillid til, at vi godt kan. På den måde bliver det ikke altid bare det samme med, at forsvaret dækker det lange hjørne, og jeg dækker det korte.«

»Vi ændrer på det undervejs, og det kan godt forvirre deres angrebsspillere,« fortæller Landin, der bruger sin mavefornemmelse i forbindelse med ændringerne.

»Det afhænger af, om jeg har en følelse og en idé om, at skytten for det meste skyder langt, så beder jeg dem om at bytte.«

Det er ikke kun med redninger - og tirsdag aften en enkelt scoring - at THW Kiel-muren bidrager til den danske VM-fest. Flere gange under kampene tænder han ild under Boxen med flammende jubeludbryd.

Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

»Det er mest af alt for opildne holdet, mig selv og tilskuerne. For jeg ved, at hvis tilskuerne kommer med, og holdet får den der glød i øjnene, så ruller vi modstandere over,« lyder det fra Niklas Landin.

Der bliver forhåbentligt mere Landin-jubel, når Danmark torsdag aften møder Norge.

Det bliver en sand finale i Gruppe C, hvor begge hold har vundet samtlige kampe hidtil.

Du kan selvfølgelig følge opgøret live her hos B.T.