Norges håndboldlandstræners personlige succes hænger også sammen med en lille øreprop, som hans kone har fremstillet til ham.  

Mens de norske landsholdsspillere i øjeblikket præsterer over evne ved EM i Polen, kæmper cheftræner Christian Berge sin egen kamp ude på sidelinjen. Den kamp var søndag ekstra udtalt, da 15.000 polakker skabte et voldsomt lyd-inferno, da Norge overraskende slog værtsnationen.

Støjen ville før EM have været et så stort problem for Christian Berge, at han kunne have været nødsaget til at forlade hallen. Landstræneren lider af tinnitus på venstre øre, og høje lyde kan slå ham helt ud.

Men en specialdesignet øreprop gør nu, at han under EM har modstået larmen i håndboldhallen.

»Det var problematisk mod Polen. Men jeg lukker jo mit venstre øre til, så der næsten ingen lyd kommer ind. Jeg har tidligere erfaret, at det kan være problematisk. Derfor fremstillede vi øreproppen, før jeg tog til EM. Det handler om at gøre sine forberedelser på det punkt også,« fortæller Christian Berge til den norske avis VG.

Landstrænerens hørelidelse er ikke kommet som følge af for høj musik i hovedtelefonerne, men er en følgesygdom efter de to gange i 2004 og 2005, han kæmpede mod lymfekræft.

En sygdom han overvandt begge gange, men siden har han altså været plaget af tinnitus. Og når det hyler, må Christian Berge lægge sig ned med følelsen af at være 'skide fuld', selvom han ikke har rørt en dråbe alkohol.

Men den følelse undgår den norske landstræner ved hjælp af øreproppen, som hans kone, Turid Domaas Berge, har designet til ham. Hun er audiograf og således ekspert i høreapparater og andet udstyr til hørehæmmende.

»Min kone har tilpasset øreproppen til mig. Den fungerer virkeligt godt,« siger Christian Berge, som dog ikke bruger øreproppen uden for håndboldhallen.