Han har døjet med sin tå i adskillige måneder.
Og den volder stadig så store problemer for den danske håndboldstjerne Nikolaj Markussen, at næste skridt fra lægerne ikke er en ny operation. Det bliver i stedet en amputation.
»Det var lidt af et chok, men efter jeg har vænnet mig til tanken, er det mest det kosmetiske, der fylder. Men hvis det kan få mig til at spille, må det være sådan,« siger Nikolaj Markussen til Midtjyllands Avis.
Han understreger dog, at der endnu ikke er taget en endelig beslutning. For endnu ved lægerne ikke, om en amputation kommer til at hjælpe landsholdsspilleren, der kom til skade ved den sidste testkamp inden årets VM.
Tåen gik af led, men Nikolaj Markussen spillede med ved VM for Danmark – også i finalen den 27. januar, fordi vurderingen i første omgang var, at der var tale om en slem forstuvning.
I midten af februar viste det sig dog, at BSV-profilen måtte opereres i tåen og derefter holde en længere pause. I første omgang gik det fint, men skaden sprang op igen, og derfor har det været sparsomt med håndboldkampe for Nikolaj Markussen efter årets VM.
Lige nu er status, at han kan gå rundt, uden det gør ondt. Fortsætter udviklingen i den retning, er det hans håb, at det ikke bliver nødvendigt at amputere tåen. Den manglende afklaring er han dog ikke tilfreds med.
»Det er en frustrerende situation lige p.t. Jeg arbejder på de ting, som jeg kan, og så håber jeg, at der sker noget hurtigst muligt,« siger Nikolaj Markussen til Midtjyllands Avis.
Da Nikolaj Markussen efter VM vendte tilbage til BSV, var klubben ude med stor kritik af DHF efter slutrunden – både på grund af fejldiagnosticeringen af skaden og for dårlig kommunikation.
»Vi har undervejs ikke hørt om skaden fra DHF, hvilket vi ville have sat pris på, og vi ærgrer os og undrer os over den manglende kommunikation fra DHF,« sagde administrerende direktør Jesper Schou.
Fra DHF blev det her understreget, at der ikke blev ageret, som der gjorde for at spille med en skadet spiller.
»Jeg er vildt ked af at høre om det her – ikke mindst for Nikolaj Markussen selv. Hvis forløbet er, som BSV fortæller, at de ikke er informeret om skaden, kan jeg kun beklage. Så må vi have en snak om internt, hvordan vi kommunikerer ordentligt,« sagde DHF's sportschef, Morten Henriksen, til TV2 Sport.