Kroatiens træner, Lino Cervar, får en bøde på 3.000 euro (små 22.500 kroner) for at hive fat i en modspiller i slutfasen af Kroatiens kamp mod Hviderusland ved EM i håndbold.

Det oplyser det europæiske håndboldforbund (EHF) i en pressemeddelelse.

Af de 3.000 euro er de 1.000 euro dog betinget af, at Lino Cervar ikke laver flere usportslige handlinger i løbet af turneringen. Han skal altså kun af med 2.000 euro (små 15.000 kroner).

Lino Cervar var ved stillingen 24-23 til Kroatien mod Hviderusland inde på banen, hvor han medvirkede til at ødelægge et hviderussisk kontra-angreb ved at gribe fat i højrebacken Artur Kravatski. Hviderusland scorede ikke, og Kroatien endte med at vinde kampen 25-23.

»EHFs disciplinær-komité har kigget nærmere på en episode, der fandt sted 59 minutter og 29 sekunder inde i kampen,« skriver EHF.

I TOPPEN AF ARTIKLEN KAN DU SE BTS HÅNDBOLDKOMMENTATOR EVALUERE DE DANSKE HÅNDBOLDHERRERS PRÆSTATION INDTIL VIDERE.

LÆS OGSÅ: Joachim Boldsen tordner over EM-skandale: 'Han må naturligvis udelukkes fra slutspillet'

»«EHFs disciplinær-komité har gennemgået rapporten fra kampens dommer, udtalelsen fra det kroatiske håndboldforbund, ligesom vi har gennemgået video-optagelser fra kampen. Komiteen noterer sig, at træneren, mens han stod tæt på sidelinjen fik en lettere kropskontakt med en spiller fra det modsatte hold. Komiteen understreger, at en træner af hans kaliber bør være klar over, at reglerne forbyder kropskontakt med en spiller fra det modsatte hold. Komiteen finder trænerens optræden upassende og usportslig,« lyder det viidere.

Adskillige personer i håndboldmiljøet mente, at aktionen var så usportslig, at Lino Cervar burde udelukkes for en eller flere kampe - eventuelt fra resten af turneringen.

»Han er jo løbet ind! Det er fuldstændig sindssygt på det tidspunkt.« sagde den tidligere danske landsholdsspiller Joachim Boldsen, som er ekspert på norsk TV3.

LÆS OGSÅ: Fem sejre i træk: Håndboldmænd har krammet på Slovenien

»Han må naturligvis udelukkes fra slutspillet nu. Det hører intet steds hjemme, og jeg er ligeglad om han er træner for Kroatien. Det er det samme, uanset hvem han er træner for,,« sagde Joachim Boldsen.

EHFs afgørelse kan appelleres frem til fredag midnat.