Kroatiske fans og medier falder i svime over den sensationelle bronzesejr over Danmark, men langer samtidig ud efter landstræner Jesper Jensen.

Efter nederlaget på 19-25 var danskeren stærkt utilfreds med dommerpræstationen i kampen.

»Vi blev voldsomt, voldsomt presset af dommerlinjen, som jo i den grad mindede om noget, vi så for 20 år siden, hvor dommerne render rundt og snakker med spillerne på balkansprog... og jeg synes, det lignede, jeg ved ikke hvad,« sagde Jesper Jensen til TV 2.

Den kroatiske avis Večernji list stempler Jesper Jensen som 'dårlig taber', og i kommentarsporet raser læserne over beskyldningen om, at Kroatien fik hjælp af dommerparret.

En skuffet Jesper Jensen langede efter bronzekampen ud efter dommerne fra Montenegro.
En skuffet Jesper Jensen langede efter bronzekampen ud efter dommerne fra Montenegro. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Jesper stinker! Han kan huske, hvordan det var på Balkan for 20 år siden, men han må have glemt, hvornår hans hold sidst scorede mod Kroatien … 17 minutter! Var det dommerne, der ikke gav dem lov?« skriver en læser med henvisning til Danmarks lange måltørke sidst i bronzefinalen.

De kroatiske læsere undrer sig over, at Jesper Jensen ikke lægger sig fladt ned og erkender nederlaget i stedet for at give dommerne skylden.

»Du er lille – meget lille … Med en målforskel på seks er du nødt til bare at sige tillykke til modstanderen. I scorede ikke et mål i 20 minutter. Han leder efter en årsag til nederlaget, men det er ikke dommernes skyld,« skriver brugeren Nenad54321.

En anden kommentar lyder:

Kroatiens kvinder slog sensationelt Danmark i kampen om bronzemedaljer.
Kroatiens kvinder slog sensationelt Danmark i kampen om bronzemedaljer. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Hvis forskellen havde været et eller to mål, så kunne jeg måske forstå det, men seks … Hvor mange gange er vi ikke blevet bortdømt af skandinaviske dommere?«

Kommentaren fra Jesper Jensen om, at dommerne talte 'balkansprog', bliver også mødt med hovedrysten i kommentarsporene i de kroatiske aviser.

Mange kroater anser ikke landet – og sproget – for at være en del af Balkan, og en bruger slår fast, at der ikke findes 'et enkelt balkansprog', ligesom der heller ikke findes et 'skandinavisk sprog'.

Også i avisen Sportske novosti langer man – midt i bronzerusen – ud efter Jesper Jensen.

Målvogter Sandra Toft gik igen glip af en slutrundemedalje.
Målvogter Sandra Toft gik igen glip af en slutrundemedalje. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Landstrænerens ord bliver i avisen kaldt for 'skamfulde', og i Facebook-sporet efterspørger læseren Robert Maleš dansk ydmyghed:

»Du mangler karakter. Indrøm, at I led et fortjent nederlag – færdig!«

En anden kroat mener, danskerne er dobbeltmoralske, og hiver en tidligere – og meget omtalt – sportsbegivenhed frem fra gemmerne.

Nemlig da Danmark og Sverige ved EM i fodbold i 2004 spillede 2-2 i en meget omtalt kamp – et resultat, der sendte Italien ud af EM og medførte beskyldninger om aftalt spil.

»Hvad med dengang, hvor I ærlige skandinaver spillede 2-2 mod svenskerne? Det eneste resultat, der ville sende begge hold videre, mens Italien måtte rejse hjem,« skriver en læser på Sportske novosti.