Hvis der er stor vindermentalitet på et hold, kan det mærkes. Også fysisk. Bare spørg Kristina 'Mulle' Kristiansen, der i den grad har taget nogle tæsk.

Vi skal skrue tiden tilbage til sommeren 2016. Kristina Kristiansen, der netop havde spillet sin første sæson for Nykøbing Falster Håndbold, fik to nye holdkammerater.

Noget, der kunne gøre træningen til en hård omgang, fordi navne som Nathalie Hagman og Pernille Holmsgaard blev føjet til en trup, der i forvejen talte blandt andre Mette Gravholt, Sarah Iversen, Mette Sahlholdt og Westberg-søstrene, fortæller Kristina 'Mulle' Kristiansen i bogen 'Min bedste kamp' af Stine Bjerre Mortensen, Jesper Gaarskjær, Christoffer Stig Christensen og Ole Sønnichsen.

»Vi var allesammen sådan nogle typer, der havde vores meninger og gerne ville vise os frem, og det kunne virkelig mærkes, når vi trænede. Nogle gange havde jeg lyst til at græde efter træning, fordi jeg var blevet slagtet så hårdt af mine holdkammerater i forsvaret, at jeg havde blod på knæene,« fortæller håndboldspilleren i bogen, hvor flere danske håndboldprofiler fortæller om deres bedste kamp i karrieren.

Kristina Kristiansen i aktion for Nykøbing Falster.
Kristina Kristiansen i aktion for Nykøbing Falster. Henning Bagger

Konkurrencen var enorm, også når der var øvelser til træning. Der blev gået til den, og bølgerne kunne i den grad gå højt, fortæller den 30-årige håndboldspiller, som kom til klubben i 2015.

»Der var en meget ærlig og direkte tone i truppen, og vi kunne godt bede hinanden om at 'lukke røven' eller 'holde kæft'. Men det fede var, at selvom jeg nærmest fik revet min arm af undervejs i træningen af en holdkammerat, så var vi lige gode venner bagefter. Indimellem måtte vi dog lige runde dagens træning af med en snak, hvor der blev råbt, grædt og grint, fordi vi stillede så store krav til hinanden,« siger Kristina Kristiansen, hvis bedste kamp var DM-finalerne i 2017.

Hun spiller stadig i NFH, og hun var også i en lang periode med på det danske landshold, som hun dog ikke har spillet på de sidste par år.

Ved VM i 2017 blev hun i første omgang udtaget, men hun blev efterfølgende sendt hjem fra slutrunden, inden det blev alvor. Noget, hun blev ked af, og det lagde hun heller ikke skjul på.

Tilbage i december kunne hun desuden afsløre en lykkelig nyhed uden for håndboldbanen. Hun og kæresten Louise Vejsager venter nemlig deres første barn.

'3 bliver til 4 – .. 2020 bliver fantastisk og lykkelig,' skrev Kristina 'Mulle' Kristiansen på Instagram.

Hun har kendt kæresten, Louise, i mange år, men i lang tid var de blot venner, inden kærligheden begyndte at blomstre for omkring tre år siden.