Krickau deler privat smerte: 'Hårdt at opleve'
En af Danmarks mest profilerede trænere oplever lige nu sygdommen Alzheimers i sin familie.

En af Danmarks mest profilerede trænere oplever lige nu sygdommen Alzheimers i sin familie.

Normalt har han ansvaret, når store stjerner som Mathias Gidsel folder sig ud i Bundesligaen, men når tiden tillader det, så stikker Nicolej Krickau snuden hjem mod Danmark for at besøge en af sine store helte.
Sin farfar Ole.
Den ældre herre er nu ramt af Alzheimers, fortæller den dygtige håndboldtræner i et personligt opslag på sin Instagram-profil.
»Et par dage i landsholdsugen vel brugt hjemme i Danmark for at få set til én af mine største helte. Min farfar. Ole. Alle jer ude i håndbolddanmark, der kender Ole, ved, hvor fyldt med glæde og energi han altid har været, og hvor meget han har gjort for et hav af børn og unge ude i adskillige foreninger.«
»Ole er nu ramt af Alzheimers. Det er hårdt at opleve. Og jeg håber, at Alzheimerforeningen og andre organisationer, hvor der kan flyttes på tingene, får så meget støtte som overhovedet muligt.«
»Heldigvis er Oles store hjerte stadig det samme, og hans helte-status vil aldrig ændre sig hos mig. Derfor var det også skønt at være hjemme kort og stadig opleve ham smile.«
Krickaus klub, Füchse Berlin, har tabt et skridt i mesterskabskampen i dette efterår, hvor de højt ukarakteristisk tabte tre Bundesliga-kampe i streg, men nu er de tilbage med to sejre i streg.
I næste runde, der følger efter landsholdspausen, venter topholdet Kiel for Krickau, Gidsel og co.