Kommentator revser sløj straf: 'Helt latterligt'
Aalborg Håndbold-stjerne blev udsat for en grov tackling – men straffen er ikke nok.

Aalborg Håndbold-stjerne blev udsat for en grov tackling – men straffen er ikke nok.

»Jeg synes slet, slet ikke, det er en hård nok straf,« lyder det fra B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg.
For det er ikke mere end 10 dage siden, at Aalborg Håndbolds profil Juri Knorr blev offer for en voldsom tackling i Champions League-opgøret mod RK Zagreb.
Tv-billeder viste, at RK Zagreb-spilleren Jovica Nikolic først forsøgte at ramme Knorr i skridtet, inden han fulgte op igen og ramte tyskeren, der røg i gulvet.
Kampens to dommere endte med at give Nikolic rødt kort efter at have set video igennem.
Nikolic fik mandag stadfæstet sin dom på to karantænedage af det europæiske håndboldforbunds appelinstans.
Serberen har tre uger til at appellere til sidste instans, hvis han fortsat er uenig i straffen.
Men for B.T.s håndboldkommentator er det langt fra nok.
»Håndbolden har altid haft hårde hunde og dumme svin. Det er en del af DNA'et, at der bliver gået til stålet, men jeg synes, vi godt kan tage et opgør med folk, der går langt over grænsen,« siger Johnny Wojciech Kokborg og fortsætter:
»Flot og hårdt forsvarsspil kan sagtens udføres uden, at man sparker folk i skridtet eller går bevidst efter at skade dem. Jeg kunne godt tænke mig en klar og offensiv strategi, der går i rette mod den type spillere og den type spil.«
»Og her kunne man starte med Nikolic' helt latterlige ageren. To karantænedage? Jeg ryster på hovedet af det. Manden er klar til at agere på samme måde, når straffen er udstået. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Der må man statuere et eksempel med en hårdere straf.«
Aalborg Håndbold vandt det pågældende opgør 34-33 over RK Zagreb, der også fik en anden spiller udvist undervejs.
Nordjyderne er allerede klar til næste runde af Champions League.