KIF Kolding er på fjerdepladsen i herrernes håndboldliga efter en sejr over Ribe-Esbjerg.

KIF Kolding ligner et hold, der kommer til at holde fast helt i toppen af herrernes håndboldliga i denne sæson.

Mandag aften snuppede sydjyderne deres sejr nummer 11 i sæsonen, da de på udebane slog Ribe-Esbjerg Håndbold med 38-33.

Værterne fik den klart bedste start, men da først Kolding fandt sit spil, kunne intet stoppe holdet, der meget tydeligt er proppet af selvtillid.

Kolding, som i sidste sæson var på randen af nedrykning, har dermed halet 22 point i land på 15 kampe, hvilket er nok til en placering som nummer fire.

Kolding har fem point op til GOG på førstepladsen og tre point op til Aalborg Håndbold på andenpladsen. Bjerringbro-Silkeborg har 22 point på tredjepladsen og er foran Kolding på grund af en indbyrdes sejr.

Ribe-Esbjerg må tage til takke med en placering som nummer ni.

Det var ikke til at se i kampens indledning, at Kolding i øjeblikket er flyvende.

Ribe-Esbjerg nærmest blæste gæsterne af banen og opbyggede hurtigt en føring på fire mål, fordi Kolding lavede bunker af fejl.

Men stille og roligt åd Kolding sig tilbage i kampen. Selvtilliden strålede ud af spillerne, som satsede alt i kontrafasen, og det gav pote langt de fleste gange.

Samtidig begyndte Ribe-Esbjerg at lave alle de fejl, som Kolding lavede i kampens indledning, og så tippede momentum.

Efter 25 minutter udlignede Viktor Nevers til 15-15, og to minutter senere bragte han Kolding foran for første gang i kampen. Ved pausefløjt stod der 20-17.

Ribe-Esbjerg formåede efter pausen kortvarigt at få sat prop i gæsternes fremmarch og begyndte at spille noget særdeles udmærket angrebsspil.

Men defensiven begyndte efter cirka ti minutter at halte. Selv om Thomas Boilesen, Koldings store offensive profil fra første halvleg, måtte udgå med en ankelskade, kunne Ribe-Esbjerg ganske enkelt ikke lukke af.

Det betød, at Koldings føring voksede og voksede, og Ribe-Esbjerg kom ikke tilbage.

/ritzau/