København Håndbold går efter DM-guldet, men kan også leve med en medalje af anden karat, siger Claus Mogensen.

København. Først vandt holdet grundspillet i kvindernes håndboldliga, og dernæst fortsatte man takterne og vandt sin gruppe i slutspillet suverænt.

København Håndbold har haft en glimrende sæson og må regnes som en meget seriøs guldbejler inden de forestående semifinaler mod Viborg HK.

- Det er klart, at vi spiller for at vinde guld, men det er ikke sådan, at sæsonen er helt skidt, hvis det ikke bliver guld. Når vi er på den anden side, vil vi også kunne være stolte over en anden medalje.

- Vi har trods alt også nået pokalfinalen (tabte til Team Esbjerg, red.), og vi har kvalificeret os til Champions League (som vinder af grundspillet, red.), siger København-træner Claus Mogensen.

I sidste sæson tabte holdet en meget tæt DM-finale til Nykøbing Falster, og i denne sæson har holdet indtil videre løftet sig yderligere.

- Vi har selvfølgelig en stor lyst til at vinde guld og også en tro på det efter sidste sæson.

- I denne sæson har vi været mere stabile. Vi er både blandt dem, der scorer mest, og blandt dem, der lukker færrest mål ind, og så har vi vist en evne til at vinde de tætte kampe.

- Det giver os en tryghed og tro på, at vi vinder de tætte kampe. Det kan vi også bruge i resten af slutspillet, siger Mogensen.

Spørgsmål: Hvis I vinder guld, hvad er årsagen så?

- Så er det fordi, vi har en stærk gruppe, der leverer godt sammen, men også at vi har en række spillere, der på skift leverer store individuelle præstationer.

- Vi har en fælles plan, som alle vil tilsidesætte alt for at følge, lyder det fra København-træneren.

I først omgang gælder det semifinalerne mod Viborg, den første lørdag klokken 14.10.

- Viborg har haft større udsving. De har spillet flotte kampe, men er også faldet helt sammen. Vi forventer, at de rammer deres bedste, men vi har også selv planer om at bygge yderligere på vores spil.

- Vi føler os godt rustet og meget konkurrencedygtige i hvert fald, siger Claus Mogensen.

Den anden semifinale er et anliggende mellem Odense Håndbold og Team Esbjerg. De mødes første gang lørdag klokken 16.10 på Fyn.

I begge semifinaler spilles bedst af tre kampe.

/ritzau/