Den 3. december skulle være en festdag i Frederikshavn. I årevis har byen forberedt sig på EM-slutrunden. Et tiltrængt lys midt i coronamørket.

Europamesterskabet i kvindehåndbold skulle kaste stjerneglans over Arena Nord, og hele lokalområdet bakkede op.

»Vi har givet så meget af os selv. 60 damer har strikket huer til alle spillerne i deres nationale farver. Børn har malet sten og lavet tegninger. Vi har trykt velkomsttasker til spillerne og planlagt, at Frederikshavn skulle være en juleby, der skulle ose af stemning,« siger Per Hornum Malberg, direktør i Arena Nord.

»Det her føles som at få en Mikkel Kessler-højrehånd lige i maven,« tilføjer han.

Louise Burgaard og de danske håndboldkvinder skal - efter planen - spille EM på hjemmebane i december.
Louise Burgaard og de danske håndboldkvinder skal - efter planen - spille EM på hjemmebane i december. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Nu er det hele aflyst. Mink-mutationen af coronavirussen har svøbt Nordjylland i et massivt lockdown, og EM-slutrunden skal flyttes til Herning. Arena Nord kommer til at stå tom i december.

»Vi er enormt dedikerede. Vi er gået all in på det her med hud og hår. Selv om vi har haft coronaen, har det her hele tiden været en ledestjerne for os. Vi havde glædet os vanvittigt til det. Så det er fandeme hårdt,« lyder det ærligt Per Hornum Malmberg.

Den seneste uge har været en emotionel rutsjebanetur for frederikshavneren. For få dage siden drømte han om endnu flere EM-kampe. Nu er den store forberedelse forgæves.

»Pludselig kom usikkerheden, om Norge ville springe fra som medarrangør. Så for to dage siden sad jeg og drømte om, at vi fik to puljer og en mellemrunde til Frederikshavn.«

Frederikshavnerne var klar til at holde EM-fest - blandt andet havde 60 lokale kvinder strikket huer til spillerne, der skulle på banen i Arena Nord. Nu er arrangementet aflyst.
Frederikshavnerne var klar til at holde EM-fest - blandt andet havde 60 lokale kvinder strikket huer til spillerne, der skulle på banen i Arena Nord. Nu er arrangementet aflyst. Foto: Privatfoto
Vis mere

»Nu får vi ingenting. Jeg elsker det her spil, og da vi afholdt VM i 2015, var jeg så stolt, at jeg kunne vræle, så det er klart, at det er emotionelt,« siger Per Hornum Malmberg.

Direktøren slår fast, at han bakker op om regeringens beslutning. Nu krydser han fingre for, at slutrunden bliver gennemført på dansk grund.

»Selvfølgelig støtter vi regeringens beslutning, for det har de forstand på. Men onsdag gennemførte vi altså en TV-2-koncert med 300 gæster med de gældende restriktioner. Men det er klart, at det er anderledes til EM, hvor der primært kommer udenlandske gæster.«

»For håndbolden og for dem, der brænder for det, håber jeg, at vi får det afholdt og får det på skærmen. Mange af os er hjemsendt og kan ikke særlig meget. Vi har brug for noget at muntre os på i den kolde tid,« siger Per Hornum Malmberg, som dog har sine bekymringer:

Mie Højlund under VM i håndbold i december sidste år.
Mie Højlund under VM i håndbold i december sidste år. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Jeg håber, det lykkes, og det kan jo også ende med, at det hele flyttes til Danmark. Men der er masser af usikkerhed. Der er flest mink i Holstebro og Herning, hvor Danmark skal spille. Hvad kommer der til at ske der?« spørger Arena Nord-direktøren.

EM-slutrunden begynder 3. december. Efter planen skal turneringen afholdes på både dansk og norsk grund, men Norge har sået usikkerhed om gennemførelsen på grund af landets strenge coronaregler.

Dansk Håndbold Forbund, DHF, meldte fredag ud, at Jyske Bank Boxen i Herning overtager Frederikshavns kampe. Byen får dermed samtlige EM-kampe på dansk grund.