Tidligere herretræner for Mors-Thy Håndbold, Anders Thomsen, stiller spørgsmålstegn ved landstræner Klavs Bruun Jørgensens valg i forbindelse med Golden League-turneringen og har svært ved at se, at landsholdet udvikler sig.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen meldte inden den netop afsluttede Golden League-turnering ud, at de tre kampe i Frankrig skulle bruges til at eksperimentere med et nyt 5-1-forsvar, ligesom otte nye ansigter i truppen i forhold til EM-holdet skulle ses an.

At Klavs Bruun Jørgensen valgte at bruge de tre kampe i Frankrig på at kaste sig ud i nye eksperimenter med så mange nye, uprøvede spillere, undrer den tidligere herretræner for Mors-Thy Håndbold, Anders Thomsen.

»Jeg synes, at man med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om man med så mange nye folk skal eksperimentere og prøve nye konstellationer af. Jeg undrer mig over, at man med meget lidt forberedelsestid mod nogle af verdens bedste nationer vil ud og eksperimentere med noget helt nyt,« siger Anders Thomsen til BT.

I løbet af de tre kampe i det franske mod Norge, Rusland og Frankrig, blev de danske kvinder til tider spillet ud af håndboldhallen. Og det finder Anders Thomsen stærkt alarmerende.

»Som fagmand må jeg konstatere, at det ser bekymrende ud. Der er ikke noget kollektiv, der hænger sammen, og det kan være vanskeligt at se, at der sker en udvikling på landsholdet, fordi der hele tiden bliver prøvet nye ting af. Jeg kan ikke se, hvad fremtidsplanerne er,« siger han.

Anders Thomsen, der til daglig er ansat på Håndbold Akademiet ved Skolerne i Oure, hvor han har ansvaret for håndboldtrænerlinjen, mener, at Klavs Bruun Jørgensen skulle have fokuseret på at få banket noget selvtillid ind i damelandsholdet.

»Jeg tror, at damelandsholdet har brug for, at få noget succes og selvtillid ind under blusen, og det synes jeg ikke, man giver dem betingelserne for, når man arbejder med så meget nyt, på så mange fronter, på samme tid. Men det er jo et valg, der er truffet,« siger Anders Thomsen.

Anders Thomsen, tidligere træner i Mors Thy Håndbold
Anders Thomsen, tidligere træner i Mors Thy Håndbold Foto: Johan Gadegaard
Vis mere

Anders Thomsen kritik og bekymring giver landstræner Klavs Bruun Jørgensen dog ikke meget for. Han mener slet ikke, at Anders Thomsen har belæg for at udtale sig om landsholdets udvikling.

»Jeg vil sige det sådan, at det (landsholdets udvikling, red.) ved Anders Thomsen ikke en bjælde om, da han hverken har set os træne en eneste gang eller været tæt på holdet,« siger Klavs Bruun Jørgensen til BT og forklarer, at holdet på de fysiske parametre har rykket sig.

Landstræneren har i det hele taget svært ved at forstå, hvorfor Anders Thomsen går ud og sætter spørgsmålstegn ved hans dispositioner og giver udtryk for, at han har været godt tilfreds med det, han har set.

»Vi vil gerne gøre det godt, det vil vi altid. Og kunne det være bedre? Ja, det kan det altid. Men det vigtigste for os, og det sagde vi også inden denne turnering, er, at det her er træning for os. Og hvis vi ikke får trænet tingene, så kan vi jo ikke ændre en skid,« siger Klavs Bruun Jørgensen, der gør det klart, at præmissen for turneringen hele tiden har været tydelig.

»Jeg synes, vi fra start har gjort det meget klart, at det her var en træningsturnering, og at vi ville tage hensyn til, at mange af spillerne skulle hjem og spille slutspil. Vi har derfor også sparet en del. Så fordi vi ikke vinder en turnering mod tre af verdens bedste hold, tager jeg det sådan set helt stille og roligt,« siger Klavs Bruun Jørgensen, der efter den netop overståede Golden League-turnering gav sine spillere en skideballe for indsatsen.