Hun har set med fra sidelinjen under hele turneringen.

Men nu kan Mia Rej få sine første minutter til årets VM.

Klavs Bruun Jørgensen har inden kampen mod Holland valgt at bruge sin første udskiftning, og det er faldet ud til Mia Rejs fordel.

København Håndbold-spilleren er blevet skiftet ind i truppen, oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse. Det betyder også, at der er en spiller, der skal skiftes ud, og her er valget faldet på 28-årige Simone Böhme, som nu må se med fra tribunen.

Mia Rej er blevet skiftet ind i VM-truppen.
Mia Rej er blevet skiftet ind i VM-truppen. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Mia Rej har hele tiden vidst, at hun var med til VM som reserve.

Noget, Klavs Bruun Jørgensen ikke har lagt skjul på, selvom han da også har kaldt det 'en svær besked' at give til de to reserver, der er rejst med til Japan for - formentlig - ikke at spille. En rolle, der kræver en særlig  mentalitet.

»Det har også været en del af overvejelserne og snakke, jeg har haft med begge spillere – især med en type som Mia Rej  som er vant til fra klubben at være ekstremt dominerende både spillemæssigt og ledermæssigt. At det her bare er en helt anden rolle. Især når hun formentlig skal sidde helt udenfor. Det kræver meget,« har landstræneren fortalt til B.T.

Men nu kan Mia Rej altså få chancen mod hollænderne. Kampen starter mandag klokken 10.00, og du kan følge den LIVE her på bt.dk.