BT kan torsdag afsløre, at AG København i 2011 forsøgte at købe sig til en plads i DM-finalerne ved at tilbyde AaB Håndbold 50.000 kr. for at booste nordjydernes motivation til en kamp mod Nordsjælland.

AaB Håndbold (som i dag hedder Aalborg Håndbold, red.) vandt kampen 28-23 og sendte dermed AG København i DM-finalerne, hvor Parken allerede var booket til returkampen.

AaB-direktør Jan Larsen afslog dog københavnernes økonomiske tilnærmelser, så pengene blev aldrig overført. Sagen viser dog, at det langt fra er et enkeltstående tilfælde, at BSV og Sønderjyske, som BT kunne afsløre i sidste uge, har forbrudt sig mod reglerne for matchfixing og uetisk adfærd ved at tilbyde en konkurrent penge for en sejr.

Klavs Bruun Jørgensen dannede trænerduo sammen med Søren Herskind for AG København i 2011, og han tager stor afstand fra, at klubben har forsøgt at købe sig til succes.

- Det har jeg det helt utroligt dårligt med, hvis det passer. Men jeg kan også forsikre dig for, at hverken Herskind eller jeg har været vidende om det. Jeg kan slet ikke forstå, hvis man har villet kaste 50.000 efter det. Det viser måske, at man havde lidt for mange penge. Vi lå stadig til selv at kunne afgøre det, siger Klavs Bruun Jørgensen.

- Jeg synes, det er fuldstændig tåbeligt, hvis det kommer så langt. Uanset hvem der har taget kontakt, så er jeg sindssygt skuffet. Det ligger så langt fra mine værdier, som noget kan gøre, fortsætter Klavs Bruun Jørgensen, som får opbakning af sin tidligere trænerkollega Søren Herskind:

- Jeg er ikke bekendt med det. Jeg kan selvfølgelig ikke benægte, det har fundet sted, men det er ikke noget, jeg kender noget til, siger Søren Herskind.

I 2011 fandtes der ikke regler på området, men i dag ville AGKs tiltag være et brud på matchfixing-reglerne. Det er det, der er tilfældet med Sønderjyske og BSV, og Klavs Bruun håber, at de to klubber får en markant straf, så den slags ikke længere vil være en del af håndbolden.

- Jeg håber virkelig, Sønderjyske og BSV får en hård straf. Det her er så dårlig en sag for vores sport, og det skal vi have sat en stopper for, siger Klavs Bruun, som i dag er træner for Team Tvis Holstebro.