Tirsdag kom en besked, som Klavs Bruun Jørgensen bestemt ikke havde forventet.

Sønderjyske håndboldherrer, som Klavs Bruun har trænet siden sidste år, meddelte i en pressemeddelelse, at de har fyret den tidligere landstræner.

Resultaterne har simpelthen ikke været gode nok, lød det. Og nu reagerer hovedpersonen selv på fyresedlen:

»Jeg er ærgerlig, men det er der ikke så meget at gøre ved,« siger Klavs Bruun til B.T., som ikke lægger skjul på, at fyringen kom bag på ham, da han fik meldingen tirsdag morgen:

»Sæsonen er stadig ung. Så er der nogle kampe, hvor vi enten har været uheldige eller ikke været dygtige nok. Den del tager jeg på mig. Men ud over det, så er det ikke helt sindssygt, når jeg kigger i tabellen. Med to-tre point mere, kunne vi have ligget højere, og så var situationen måske en anden,« mener Klavs Bruun.

Dermed blev det til et års ansættelse i klubben for Klavs Bruun Jørgensen, der overtog i november sidste år efter klubbens fyring af Jan Pytlick.

Klubben har begrundet fyringen med, at man mener, der er potentiale til mere:

»Vi er gået ind til denne sæson med målsætningen om, at Sønderjyske skal kvalificere sig til DM-slutspillet. Det har vi spillermaterialet til. Det er ikke lykkedes at få forløst holdets potentiale og få indfriet de sportslige ambitioner,« skrev klubben.

Klavs Bruun, er det rigtigt, synes du?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Det synes klubben, og de har valgt at gøre, som de vil. Det er en del af gamet.«

Hvad skal der ske nu?

»Det ved jeg ikke. Jeg skal lige trække vejret. Det var noget af en mavepumper at få, men jeg tager det roligt og ser, hvad der byder sig.«

»Jeg skal også finde ud af, om jeg stadig skal være i branchen. Det slider lidt på én, når sådan noget her sker – og det skal man også være klar på. Nu tager jeg noget tid, og den skal jeg bruge fornuftigt.«

Sønderjyderne indtager en 10.-plads efter ti runder.

»Nu rykker vi tættere sammen i omklædningsrummet. Der venter otte vigtige kampe før vinterpausen, og her skal vi levere på vores værdier med et stærkt sammenhold og hårdt arbejde. Det bliver afgørende for, hvordan vi kommer til at definere resten af sæsonen,« siger Hans Christian Jensen, direktør for Sønderjyskes håndboldherrer, om resten af sæsonen.

Assistenten Rasmus Glad Vandbæk tager over.