Fraværet af to store profiler gør Klavs Bruun usikker på niveauet hos landsholdet, der i dag møder ind i VM-træningslejren

Kvindelandsholdet har tre spillere, der skiller sig ud som særligt vigtige. Der er tale om anføreren Stine Jørgensen, venstre back Anne Mette Hansen og stregspiller og forsvarsstyrmand Stine Bodholt.

Derfor er det selvsagt et alvorligt slag for de danske VM-drømme, at både Anne Mette Hansen og Stine Bodholt går glip af slutrunden på grund af knæskader.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen erkender da også, at afbuddene fra de to profiler svækker holdet og skaber usikkerhed om danskernes niveau. Derfor skal han bruge VM-træningslejren, som spillerne møder ind til i dag, på at se, hvor håndboldkvinderne står uden Hansen og Bodholt, der begge normalt har vitale roller i både angrebet og forsvaret.

»De har begge været vigtige og gennemgående figurer i min tid som landstræner, og de er begge faste i startopstillingen, så selvfølgelig kommer vi til at mangle dem. Vi kommer også til at mangle noget bredde nu. Vi kunne se til EM-kval-kampene (i september, red.), at når vi begynder at skifte for meget ud, så er der bare en lille niveauforskel. Det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke er glad for dem, jeg har med, og at jeg ikke vil bruge dem, for det vil jeg gerne – de bliver heller ikke dygtigere af at sidde på bænken og glo. Men hvis de to (Hansen og Bodholt, red.) havde været der, havde det løftet vores niveau. Det er på en anderledes præmis nu,« siger Klavs Bruun og tilføjer:

»Da de begge to manglede i samlingen til EM-kvalkampene, går det fra, at jeg føler, at vi er meget tæt på at kunne slå de allerbedste hold til en fornemmelse af, at det kan vi måske stadig, men så skal vi være rigtig heldige alle sammen og virkelig ramme niveauet.«

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Betyder fraværet af de to, at I ikke kan have medaljeforhåbninger i Tyskland?

»Jeg har gået ind med medaljedrømme til de to foregående slutrunder, og sådan vil det være hver gang. Jeg vil altid gå efter medaljer. Men jeg vil også forholde mig rimelig realistisk til tingene, og i særdeleshed når jeg taler med jer journalister, og jeg synes, at det her med målsætninger lige nu vil være for skrøbeligt at kaste sig ud i.«

»Jeg ville have en rigtig god fornemmelse, hvis vi stillede i stærkeste opstilling, men de andre spillere gjorde det også godt til sidste samling. Så jeg vil ikke kalde mig overdrevet optimistisk, men jeg har en god fornemmelse af, at vi godt kan gå ned og levere en god turnering,« siger han og tilføjer:

»Målsætningen er at tage en kamp ad gangen, det er totalt Caroline Wozniacki. Men jeg synes ikke, der er så meget andet at sige. Vi bliver mega skuffede, hvis vi ikke slår Japan og Tunesien. Resten af kampene skal vi spille godt for at vinde. Så må vi se, om det bliver til en 1/8-finale, kvartfinale eller semifinale,« konstaterer landstræneren.

Danmark har to testkampe mod Sverige, inden det går løs ved VM i Tyskland i begyndelsen af december. Her er landsholdet i pulje med Rusland, Brasilien, Montenegro, Japan og Tunesien.