Han er en person, Klavs Bruun Jørgensen flere gange har fremhævet.

Dog var landsholdets sportspsykolog ikke med på flyet til japanske Kumamoto.

»Jeg har grundlæggende haft det sådan, at jeg aldrig kommer til at stille op med en ledertrup a la Norges, hvor der er så mange. I forvejen synes jeg, vi har mange med,« forklarer den danske landstræner om valget.

»Anders (Bendixen, red.) har, når han har været med, også fungeret godt med gruppen. Men vi havde meget fokus på, at i år skulle det handle om spillet og ikke så meget de andre ting. Det skulle vi have på plads inden. Det skulle helst ikke være sådan, at vi står midt i en slutrunde og pludselig skal til at ændre på en masse psykologiske ting,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen under kampen mod Frankrig.
Landstræner Klavs Bruun Jørgensen under kampen mod Frankrig. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Beslutningen om at tage en psykolog med ind over landsholdet kom blandt andet i kølvandet på sidste års EM, hvor danskerne i flere kampe havde problemer på banen.

Samtidig blev de uden for banen kritiseret for at være kedelige, og det sidste år har holdet så arbejdet tæt sammen med Anders Bendixen.

Noget, der i den grad har givet pote, fortæller Klavs Bruun Jørgensen.

»Han har helt klart været med til at flytte os. Jeg er ikke uddannet psykolog. Jeg kan gøre mange ting, men det er med at give nogle redskaber og få sat ord på nogle ting,« fortæller landstræneren, der forklarer, at nogle af temaerne har været holdets værdier og tilliden til hinanden. Tilliden til, at landsholdsspillerne kan sige ting til hinanden. Også selvom de er hårde. Men det har ikke været det eneste.

Anne Mette Hansen og resten af det danske landshold vandt over Frankrig fredag.
Anne Mette Hansen og resten af det danske landshold vandt over Frankrig fredag. Foto: Bo Amstrup
Vis mere

»Det er mere det her med at have fokus på, hvad er det for en opgave, der står foran dig. Der er en helvedes masse følelser, når du er til en slutrunde, som du vælter rundt i. Det gør jeg også. Men når man så står foran opgaven, skal fokus være på den. Så må følelser være følelser. Det synes jeg, pigerne har været gode til at tage til sig. Og der har Anders været god til at komme med de rigtige budskaber,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Landstræneren afviser ikke, at det kan komme på tale at 'udvide' truppen fremover. Det har bare ikke været aktuelt i denne omgang.

»Det kan være på sigt, at vi føler, det giver mening at have Anders med. Men lige nu har det været beslutningen – og en fin en, synes jeg, når vi ser i bakspejlet – at have ham siddende hjemme i Danmark. Og så har Anders jo sagt både til spillerne og os, at hvis der er det mindste, er det ikke værre, end at vi kan skype eller lige ringe,« siger Klavs Bruun Jørgensen.

Hjemme fra Danmark har sportspsykologen kunnet se et dansk hold, der har spillet sig til mellemrunden.

Det skete, efter holdet fredag slog Frankrig i 'alt eller intet'-kampen, hvor en billet til mellemrunden var på spil for vinderen.

Den billet tog Danmark efter et gruppespil, der først bød på sejr over Australien efterfulgt af uafgjort mod Sydkorea. Efterfølgende tabte danskerne til Tyskland i en kamp, hvor der var alt for mange fejl.

Herefter ventede Brasilien, som Danmark slog med seks mål, inden den altafgørende gruppekamp mod Frankrig.

I mellemrunden møder landsholdet Norge, Holland og Serbien.