(BT i Oldenburg): Landstæner Klavs Bruun Jørgensen havde kun roser tilovers for målmand Sandra Toft og anfører Stine Jørgensen.

Danmark er videre fra gruppespillet og er klar til 1/8-delsfinalen efter en 22-20-sejr over Brasilien. Det skete ikke mindst takket være Toft og Jørgensen, der ledte an i den danske triumf.

Stine Jørgensen scorede ni gange - godt nok på 19 skud - men hun var afgørende, når det var vigtigst.

»Jeg vil ikke sige, at jeg forventede det, men det er det, jeg ved, Stine kan. Det er det, jeg har rost hende så forbandet mange gange for, så det næsten bliver pinligt i forhold til hendes anførerrolle. Hun skal slæbe meget, og det gør hun på flotteste vis. Hun har også fået et monsterkram, fordi jeg er dybt imponeret over den energi, hun viser forsvarsmæssigt og i angrebet. Jeg ved, at selvom hun brænder et par stykker, fortsætter hun med at gå på kassen,« siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen, der også kunne notere sig en stor præstation af Sandra Toft.

»Hun står fremragende. Der er ingen tvivl om, at vi ikke kan undgå, de får store chancer, når det kommer med det tryk, de gør. Det er super vigtigt. Jeg har aldrig set et hold vinde et mesterskab uden at have en suverænt god målmand. Det er det, Norge har haft hver eneste gang, de har vundet. Det var vigtigt, Sandra stemplede ind for alvor.«

Selv er Sandra Toft 'fint tilfreds' med sin præstation og sender roserne videre til topscorer Stine Jørgensen.

»Stine Jørgensen bliver bare ved og ved og ved med at gå forrest. Det var hende, at alt fokus var på. Hun fortsætter bare. Men jeg synes, alle 16 mand skal have ros,« lyder det.



Efter sejre over Japan og Tunesien var det første gang siden åbningsnederlaget til Montenegro, at Danmark for alvor blev testet.

Vi var selvfølgelig lidt nervøse. Det skal man være. Jeg synes ikke, vi var nervøse som i åbningskampen. Jeg synes, der var en rigtig god stemning. Der var en spændthed inden kampen. Det var ikke et udtryk for nervøsitet, at vi ikke kommer til mål i dag, det var mere et udtryk for, at vi spiller mod et godt hold og en god målmand,« siger Jørgensen.

Nu gælder det en gruppefinale mod Rusland fredag, hvor førstepladsen er på spil. Men under alle omstændigheder er Danmark altså videre fra gruppespillet.