Klavs Bruun Jørgensen er fortid som cheftræner i Sønderjyske.

Sønderjyderne skriver i en pressemeddelelse, at de har fyret den tidligere landstræner, fordi resultaterne ikke har været gode nok.

Holdet har potentiale til mere, mener Hans Christian Jensen, direktør for Sønderjyskes håndboldherrer.

»Vi er gået ind til denne sæson med målsætningen om, at Sønderjyske skal kvalificere sig til DM-slutspillet. Det har vi spillermaterialet til. Det er ikke lykkedes at få forløst holdets potentiale og få indfriet de sportslige ambitioner.«

Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

Det blev til et år i jobbet for Klavs Bruun Jørgensen, der overtog i november sidste år efter klubbens fyring af Jan Pytlick.

Sønderjyske kæmper for at blive en del af top-8, som får adgang til medaljeslutspillet.

Efter ti kampe har holdet blot skrabet seks point sammen, og der er fem point op til TTH Holstebro og Fredericia Håndboldklub, der sidder på de yderste slutspilsmandater.

»Nu rykker vi tættere sammen i omklædningsrummet. Der venter otte vigtige kampe før vinterpausen, og her skal vi levere på vores værdier med et stærkt sammenhold og hårdt arbejde. Det bliver afgørende for, hvordan vi kommer til at definere resten af sæsonen,« siger Sønderjyske-direktøren.

Assistenten Rasmus Glad Vandbæk tager over.

»En enig bestyrelse og direktion har tillid til, at Rasmus Glad Vandbæk i et tæt samarbejde med sportsmanager Thomas Mogensen kan løfte opgaven og udfordringerne sammen med spillertruppen. Det er der 100 procent opbakning til fra alle bag holdet,« siger Hans Christian Jensen.

Rasmus Glad Vandbæk første opgave i spidsen for holdet bliver onsdag aften, når de på udebane møder KIF Kolding.