Klavs Bruun Jørgensen har sin EM-trup på plads.

Den rutinerede playmaker Lotte Grigel og fløjtalentet Mathilde Hylleberg får de sidste to pladser til det forestående EM i Frankrig.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) onsdag.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog i sidste uge de første 14 spillere og lod to pladser stå åbne.

Lotte Grigel er klar til EM på yderste mandat.
Lotte Grigel er klar til EM på yderste mandat. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Siden udtagelsen af de første 14 spillere i sidste uge har jeg holdt fast i, at Lotte Grigel og Mathilde Hylleberg har været mere end varme kandidater til de sidste to pladser,« siger Klavs Bruun Jørgensen i en pressemeddelelse fra DHF:

»Da der ikke er sket noget uventet, er det også kun naturligt, at det blev dem.«

Lotte Grigel, der til daglig spiller i ungarske Debrecen, er den mest rutinerede i EM-truppen, mens 19-årige Mathilde Hylleberg fra TTH Holstebro kan se frem til sin første slutrunde. Danmark er ved EM i indledende pulje med Sverige, Serbien og Polen og spiller første kamp 30. november.

/ritzau/