Mie Højlund er endelig med i Klavs Bruun Jørgensens landsholdstrup.

Men det 20-årige stortalent har i hvert fald fire gange inden for de seneste år sagt 'nej tak' - og det har landstræneren svært ved at forstå.

»For mig har landsholdet altid været det vigtigste, og jeg kan en gang imellem undre mig over, at unge spillere kan finde på at sige nej til et landshold,« siger Klavs Bruun Jørgensen til TV 2 Sporten.

Mie Højlund har tidligere sagt nej på grund af studie-travlhed, men hun har også sagt nej med henvisning til slitage i en skulder, selv om hun på samme tid spillede kampe for sin klub, Odense Håndbold.

I den forbindelse nævner Klavs Bruun Jørgensen, at hun muligvis skal lære, at man i landsholdssammenhæng kan blive 'nødt til at komme med 90 eller 80 procent'.

Allerede inden VM-slutrunden forsøgte landstræneren at udtage Mie Højlund, men hun sagde nej. Angiveligt skulle han også under slutrunden have forsøgt at indkalde hende til truppen. Også forgæves.

I forbindelse med EM-slutrunden i 2016 var årsagen til afbuddet eksamener og studietravlhed. Det samme var tilfældet i forbindelse med en træningslejr i sommeren 2017.

MIe Højlund er med på det danske landshold.
MIe Højlund er med på det danske landshold. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Mie Højlund erkender, at det ikke har været nemt at sige nej, nej, nej, nej til Klavs Bruun Jørgensen.

»Det har været utrolig svært for mig at melde afbud. Især nu hvor Klavs har vist mig, at han gerne vil give mig chancen. Det er jo altid hårdt at melde afbud til landsholdet. Det er noget, man sindssygt gerne vil med til,« siger håndboldspilleren til TV 2 Sporten.

Det danske kvindelandshold i håndbold står foran to vigtige EM-kvalifikationskampe:

  • 21. marts: Tjekkiet-Danmark (i aften!)
  • 24. marts: Danmark-Tjekkiet