Jesper Holmris er blevet afskediget som landstræner for Kina, efter at en ny ledelse er kommet til.

Jesper Holmris er færdig som landstræner for Kinas kvindelige håndboldlandshold.

Danskeren bekræfter fyringen i en sms til TV2 Sport, men ønsker ikke at kommentere det yderligere i øjeblikket.

Jesper Holmris, der blev ansat med henblik på OL i Tokyo i 2020, nåede kun få måneder i jobbet som Kinas landstræner.

Ifølge TV2 Sport er resten af danskerens team også blevet afskediget, herunder assistenttræner Rasmus Glad Vandbæk.

- Det allerværste har været, at vi ikke rigtig har fået en faglig begrundelse for fyringen.

- Det tætteste, vi er kommet på en forklaring, er, at der er kommet en ny leder i toppen af hele Kinas projekt. Og den leder har så åbenbart valgt at resette det hele, siger Rasmus Glad Vandbæk til TV2 Sport.

Jesper Holmris stod i december sidste år i spidsen for Kinas hold ved VM i Tyskland.

Her sluttede det kinesiske hold som nummer 22 blandt de 24 deltagere.

/ritzau/