Kolding IF mister Anders Oechsler, der skifter til GWD Minden, som netop er rykket op i Bundesligaen.

Efter tre sæsoner i KIF Kolding har Anders Oechsler besluttet sig for at trække rødderne op og fortsætte karrieren i tysk håndbold.

Skiftet tilbage til Bundesligaen, hvor han tidligere optrådte for Grosswallstadt, er dog først for nyligt blevet en del af planen.

- Jeg havde egentlig regnet med at slutte min karriere af i Kolding. Men det lykkedes desværre ikke at blive enige med KIF Kolding, siger Anders Oechsler til chjmanagement.dk.

- Set i det lys synes jeg, det kunne være spændende at prøve udlandet igen, da jeg havde svært ved at se mig i en anden dansk klub på nuværende tidspunkt, siger Anders Oechsler.

- Jeg glæder mig derfor til at komme til GWD Minden, hvor jeg er glad for at komme til en klub med et skandinavisk aftryk, hvor også værdierne passer rigtig godt til mig, lyder det fra den mangeårige danske landsholdsspiller.

32-årige Oechsler har ud over ovennævnte klubber også repræsenteret TMS Ringsted, Ajax Farum og schweiziske Pfadi Winterthur.

hbold.dk