KIF Kolding havde ikke held med at rejse de nødvendige penge til at sikre klubbens overlevelse, da der fredag blev afholdt ekstraordinær generalforsamling.

Men Danmarks mest vindende håndboldklub har dog fortsat mulighed for at redde livet.

Det siger Brian Stein, der nu er tidligere formand i KIF Kolding.

»Det er ikke lykkedes os at finde de fem-seks mio. kr., som mangler. Men KIF har fået en slags kunstigt åndedræt nu, for der er en ny bestyrelse, som har taget over og skal forsøge at rejse pengene. Dem har vi (den gamle bestyrelse, red.) møde med på mandag, hvor vi vil hjælpe dem med at kigger ind i, hvad der skal ske herfra.«

»Så lige nu er situationen, at klubben har fra på mandag og frem til sæsonstart til at komme videre med tingene. Men det er sidste udkald, det her. Hvis det ikke lykkedes, så er det slut med KIF. Det bliver hårdt arbejde for KIF og alle omkring klubben,« lyder det fra Brian Stein.

Fremtiden i Danmarks mest vindende håndboldklub har været usikker siden 12. maj, hvor KIFs bestyrelse trak sig, efter man ikke formåede at opnå enighed med spillertruppen om en lønnedgang.

Ifølge ledelsen var en lønreduktion på 40 procent nødvendig, hvis KIF skulle komme helskindet gennem corona-krisen, men spillerne ville maksimalt acceptere 20 procent.

Det fik Brian Stein og de øvrige bestyrelsesmedlemmer til at kaste håndklædet i ringen og stille deres mandat til rådighed.

Og nu har en ny bestyrelse altså samlet depechen op - men pengene mangler stadig.