Kapitalindsprøjtningen betyder, at den traditionsrige håndboldklub igen får lov til at hente spillere.

Kolding. Håndboldklubben KIF Kolding kan igen skrive kontrakter, efter at klubben har stået på Dansk Håndbold Forbunds (DHF) sorte liste på grund af dårlig økonomi.

DHF skriver på sin hjemmeside, at KIF Kolding - der snart tager navneforandring til KIF Håndbold - igen har lov til at indgå aftaler med spillere, efter at klubben har fået en millionindsprøjtning.

- De (KIF Kolding, red.) har indsendt et perioderegnskab og fået det godkendt, idet det opfylder kravene i DHF's ligareglement - herunder positiv egenkapital, skriver DHF i en mail til TV2 Sport.

KIF Kolding er i flere omgange blevet placeret på DHF's sorte liste på grund af dårlig økonomi.

I maj kom det frem, at en række investorer havde valgt at sprøjte ni millioner kroner i klubben.

Samtidig eftergav en række investorer gæld for 11 millioner kroner.

Klubben droppede samtidig navnet KIF Kolding København og den tilknytning til hovedstaden, som den havde haft siden 2012.

/ritzau/