KIF Kolding er i gang med en genopbygning efter nedrykningen til den næstbedste håndboldrække.
Med en ny træner i Anders Eggert og ny direktør i Casper Olesen forsøger KIF Kolding at vende tilbage til den bedste række i en bedre og økonomisk mere solid udgave.
- Vi skal økonomisk sætte tæring efter næring og ikke bruge flere penge, end vi har. Det er ligesom et almindeligt husholdningsbudget. Men vi har en kæmpe tro på, at vi kan få mere ud af færre penge.
- Vi kan lægge en plan, være tro mod den plan og kigge mere langsigtet på det. Vi har stadig ambitionen om at rykke op og gør det gerne i denne sæson, siger Casper Olesen.
Han tiltrådte 1. juli og afløste den fyrede håndboldlegende Christian Hjermind i jobbet.
I modsætning til sin forgænger har Casper Olesen ikke en glorværdig karriere bag sig i harpikssporten og er ikke ansat som klubbens ansigt udadtil.
Men han ved noget om salg og marketing, og han ser kommercielt et uudnyttet potentiale i KIF Kolding.
Udfordringen er i første omgang at lokke tilskuere i hallen på næstbedste niveau. Blot 878 tilskuere dukkede op til den seneste ligahjemmekamp mod Norddjurs. Ambitionen er over 2000.
Casper Olesen kæmper på alle fronter med at få lokalområdet til at støtte op om holdet og med at udnytte støtten kommercielt. Til det formål har han taget utraditionelle metoder i brug.
Det gav eksempelvis en indtægt på over en kvart million kroner til onsdagens pokalkamp hjemme mod storholdet Aalborg.
Der var gratis entré, og det lokkede 3128 mennesker i hallen, men KIF Kolding havde lavet en aftale med 82 sponsorer, der uddelte en krone for hver tilskuer, der mødte op. Aalborg vandt 39-30.
Desuden har KIF Kolding solgt 70 procent flere sæsonkort ved at halvere prisen til 800 kroner. Omkring 600 sæsonkort er solgt mod 350 året før.
Ydermere er det et livstidssæsonkort, der indebærer, at man altid kan forny sæsonkortet til samme pris.
- Der er nogle ting, som er kommet nemmere til os i fortiden, som vi skal arbejde hårdt for nu. Der er ikke noget, der kommer af sig selv længere.
- Det passer mig egentlig meget godt, for når vi ikke kan gøre, som vi plejer, så er det, at de gode idéer begynder at komme, siger Casper Olesen.
Han kalder sidste sæson med nedrykning og fyringer for et annus horribilis. Et rædselsfuldt år, som klubben stadig er ved at komme sig over.
Det handlede på kort sigt om at redde klubben fra nedrykning efter 41 år i landets bedste række. Det krævede løntunge spillerindkøb, og det var en dyr øvelse.
Med udskiftning af hele klubbens ledelse og sportslige sektor vil KIF Kolding udnytte muligheden til at bygge noget nyt op. Det er med sigte på at rykke op hurtigst muligt, men på en bæredygtig måde.
- Vi ryster ikke på hånden, hvis det skulle blive i næste sæson, men vi er ret sikre på, at vi med det setup, vi har nu, er en af favoritterne til at rykke op, og den mulighed forfølger vi.
- Er det en katastrofe, hvis vi ikke rykker op? Nej. Er vi skuffede, hvis vi ikke rykker op? Ja. Men vi lægger en plan, som har et lidt længere sigte, siger direktøren.
KIF Kolding har ud over pokalnederlaget tabt to ud af de første fem kampe i den næstbedste række.
Til sammenligning tabte HØJ Elite kun en eneste kamp, da holdet tog den direkte oprykningsplads som nummer et i sidste sæson.
De svingende resultater placerer KIF Kolding på en sjetteplads med fire point op til nummer et, HC Midtjylland. Og med hold som Skive, Sydhavsøerne og Aarhus Håndbold foran sig.
Det skuffende øjebliksbillede er dog ikke noget, der ryster den nye direktør.
- Vi skal have en anden selvforståelse. Når man i over 40 år har ligget i den bedste række, og vi har en glorværdig historie med masser af medaljer, har vi en selvforståelse blandt rigtig mange her i byen og i øvrigt i håndbold-Danmark om, at vi er en storklub.
- Der har jeg turneret med budskabet om, at vi ikke længere er en storklub. Men vi er stadig en stor klub med et stort potentiale, og vi skal gøre os umage med at få forløst det potentiale, så vi måske kan blive en storklub igen, siger han.
/ritzau/