KIF Kolding København tabte med 29-30 til Sønderjyske og lukker dermed forfølgerne ind i kampen om top-8.

Kolding. Kampen om ottendepladsen i 888 Ligaen i herrehåndbold er åbnet på vid gab.

Med et uventet nederlag på 29-30 til Sønderjyske, der før kampen lå næstsidst, forpassede KIF Kolding København nemlig muligheden for at lægge nummer ni og ti tre point bag sig i tabellen.

På den ottendeplads, som giver den sidste billet til slutspillet, har KIF derfor kun ét point mere end de to nærmeste forfølgere med seks kampe tilbage af grundspillet.

I Sydbank Arena gik de to hold til pause med stillingen 13-13, men i anden halvleg kom gæsterne overraskende foran med fire mål, før KIF vendte udviklingen og kom på 25-23.

Men selv om Sønderjyske kun havde skrabet 11 point sammen i de 19 kampe inden opgøret, gav gæsterne ikke op og kom foran 29-27 og i boldbesiddelse tre minutter før tid.

KIF Kolding kom på 29-30 med ét minut igen, og 45 sekunder før tid kaldte Sønderjyske timeout. Det efterfølgende skud blev brændt, og KIF fik muligheden for at at udligne med 12 sekunder tilbage på haluret.

Til stor jubel for holdkammeraterne nappede Sønderjyske-målmand Thorsten Friis kampens sidste skud.

Også inden nederlaget var der dårligt nyt til den tidligere topklub fra Kolding og København.

Højrebacken Nicolas Kristiansen kom til skade i den foregående kamp mod GOG, og det viser sig nu, at han har brækket venstre tommelfinger og skal have gips på i mindst otte uger.

Dermed er han færdig for denne sæson. Det skriver TV2.

/ritzau/