Det er ikke sket siden 2010. Men man kan med god grund tænde for fjernsynet og følge med søndag, når der er Champions League-finale. 

For ifølge B.T.s håndboldkommentator, Johnny Wojciech Kokborg, bliver det med dansk deltagelse. 

»Nu sker det! 4. juni løfter Team Esbjerg CL-pokalen. Langt om længe. Jeg tror, danskerne tager trofæet med hjem fra Ungarn og bringer dansk kvindehåndbold helt tilbage i toppen på klubplan.«

Sådan lyder det inden weekendens store Final 4-stævne starter. Her skal Esbjerg i semifinalen møde ungarske FTC, og der er god grund til dansk optimisme.

»Jesper Jensens mandskab har været voldsomt dominerende i denne sæson – ja, nærmest uhyggelige. Et komplet mandskab, der er meget, meget svære at slå lige nu,« siger Johnny Wojciech Kokborg. 

»Og så kan vi sige, hvad vi vil af kærlige drillerier om vores norske naboer, men Nora Mørk, målmaskinen Henny Reistad, Vilde Mortensen og Sanna Solberg-Isaksen for at nævne nogle få, har skudt danskerne op i verdenstoppen. Det har været voldsomt.«

Men det er langtfra kun de udenlandske spillere, der har gjort sig bemærket hos Team Esbjerg de sidste mange måneder. 

Det samme har flere profiler, der også har sin daglige gang i de røde og hvide farver. 

Team Esbjerg kvalificerede sig til Final 4 for en måned siden.
Team Esbjerg kvalificerede sig til Final 4 for en måned siden. Foto: Sportxpress/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Så har jeg ikke engang nævnt danske landsholdsspillere som Kathrine Heindahl og Mette Tranborg foruden Anna Kristensen i målet, som vi kommer til at se meget mere til på landsholdet i den nærmeste fremtid,« siger B.T.s håndboldekspert. 

Og der er altså god grund til at krydse fingre for, at det danske tophold er dem, der kan knytte næverne søndag aften, når finalen er spillet.

»Jesper Jensen har storudviklet holdet i sin tid i klubben, og nu tror jeg, det hele kulminerer. Det vil være en historisk cementering af det, alle håber på: Dansk kvindehåndbold endegyldigt tilbage i verdenstoppen for første gang siden Viborgs CL-sejr i 2010,« mener Johnny Wojciech Kokborg.

Team Esbjergs semifinale bliver spillet lørdag aften klokken 18.00. 

Inden da skal ungarske Györ møde Vipers Kristiansand i den anden semifinale.