»Det har været drømmen hele sæsonen og ikke mindst her til sidst, hvor det lakker mod enden.«

De fleste sportsfolk drømmer om at slutte af med et brag.

Som håndboldspiller i Danmark må det ultimative være DM-guld – for andet år i træk.

Dén drøm lever endnu for håndboldikonet Kamilla Larsen, der onsdag pustede nyt liv i Odense Håndbolds guldforsvar.

Kamilla Larsen stopper efter sæsonen og fortsætter som spilleragent.
Kamilla Larsen stopper efter sæsonen og fortsætter som spilleragent. Foto: Ernst van Norde
Vis mere

Med Odense Håndbolds sejr over Herning-Ikast i den anden semifinale venter nu en afgørende tredje kamp i Odense lørdag.

Vinder Odense, skal Kamilla Larsen og holdkammeraterne spille enten to eller tre DM-finaler mod Esbjerg.

Og den skal have fuld hammer fra den tidligere landsholdsspiller i den sidste håndfuld kampe som professionel.

»Jeg tænker ikke på det på den der 'uhh, det er så sørgeligt'-måde. Det bliver sørgeligt, når det er slut det hele, men inden da er det bare fedt at spille,« fortæller Kamilla Larsen.

»Jeg elsker stadig at spille håndbold, og det gør jeg indtil det sidste minut i den sidste kamp. Jeg vil bevise for mig selv, at jeg stadig er god nok.«

Afhængigt af, hvordan det går Odense, har Kamilla Larsen altså tre eller fire håndboldkampe tilbage i karrieren.

Men hun tæller ikke.

»Jeg ved godt, at der er færre og færre kampe tilbage, men jeg nyder det.«

»Det har været fedt hele min karriere. Der er ingen grund til at være ked af det nu. Jeg skal slutte på den bedste måde ved at jagte en masse modstandere og prøve at slå dem ned,« griner hun.

Når harpiksen er vasket af hænderne, og håndboldskoene har fået plads i skabet, træder Kamilla Larsen ind i en helt ny verden efter sommerferien.

»Jeg fik et godt tilbud om at komme ind i agentverdenen, og der åbner sig en ny verden for mig på den anden side.«

»Jeg vil gerne kunne hjælpe andre spillere til at kunne opnå deres drømme. Nu har jeg opnået min drøm i 21 år, og det har været helt fantastisk.«

Kamilla Larsen er altid garant for knyttede næver og highfives til holdkammeraterne, når forsvarsarbejdet er gjort godt.
Kamilla Larsen er altid garant for knyttede næver og highfives til holdkammeraterne, når forsvarsarbejdet er gjort godt. Foto: Morten Stricker/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Nu vil jeg hjælpe andre til at nå så langt som muligt og sætte nogle mål. Det tænder noget i mig.«

Kamilla Larsen er overbevist om, at hun har masser at bidrage med som spilleragent for agentfirmaet People in Sport.

»Jeg har meget, jeg kan tage med fra håndboldbanen. Jeg har levet et langt liv i den her verden i håndboldens kløer.«

»Jeg føler, jeg har nogle ting på det menneskelige plan, som jeg kan give videre. Hvor det ikke kun handler om at præstere, men også om at nyde det og være glad for at spille håndbold. Unge mennesker, der jagter det helt store, skal også huske at nyde det. Så kommer man længere.«

Nu er det store spørgsmål, hvem hun skal repræsentere.

Kunne det for eksempel blive nogle af hendes nuværende holdkammerater i Odense?

»Det må vi se og tage hen ad vejen. Lige nu har jeg fokus på Odense Håndbold, jeg er ikke startet på at hapse spillere endnu. Det starter 1. august, og det bliver også superfedt.«

Det første skridt på vejen mod en eventyrlig afslutning på Kamilla Larsens karriere skal tages lørdag i den afgørende tredje semifinale, der afgør, om Odense skal spille om guld eller bronze.

»Vi har hjemmebane, så det må give os et skub på vejen. Vi skal spille ligesom i kamp to. Althea står superflot på mål. Vi kommer frem til superflotte chancer, og vi får scoret mere end i første kamp, og det skal vi også lørdag,« lyder Larsens opskrift på sejr.

Kamilla Larsen havde egentlig håbet at fortsætte håndboldkarrieren, men da Odense Håndbold i december fortalte hende, at hun ikke ville få forlænget sin kontrakt, valgte hun altså at sige stop.

Du kan læse om, hvordan hun med tårer i øjnene modtog den nyhed, lige her.