Til næste sæson kommer der til at ske store ændringer på holdkortet i Odense Håndbold.

Flere danske og internationale navne forlader klubben efter denne sæson, lyder det i pressemeddelelse fra klubben.

Der er blandt andet tale om prominente navne som Stine Jørgensen, Trine Østergaard og Kathrine Heindahl, der alle var en del af den danske VM-trup i december.

I alt forlader hele syv spillere den fynske klub, som indtil videre har hentet tre erstatninger ind til næste sæson. Heriblandt den danske stregspiller Rikke Iversen.

29-årige Stine Jørgensen er én af de spillere, der forlader den fynske klub til sommer.
29-årige Stine Jørgensen er én af de spillere, der forlader den fynske klub til sommer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Klubbens træner, Karen Brødsgaard, fortæller til klubbens hjemmeside, at spillerafgange selvfølgelig altid er ærgerligt:

»At nogle spillere forlader os, er jo en del af gamet. I det halve år, hvor Kristian og jeg har arbejdet med holdet, har vi ikke haft en finger at sætte på arbejdsindsatsen. Hele holdet har knoklet og kløet på fra start.«

Ud over tilgangen af Rikke Iversen har klubben sikret sig den nykårede hollandske verdensmester og venstreback Lois Abbinghs samt den japanske højrefløj Ayaka Ikeharas underskrifter.

»Det bliver spændende med de nye ansigter i klubben, og vi glæder os selvfølgelig til at tage imod og byde Lois, Ayaka og Rikke velkommen i Odense Håndbold. Hver især har Lois, Ayaka og Rikke nogle individuelle kvaliteter, som kan være med til at videreudvikle Odense Håndbold.«

28-årige Trine Østergaard er også én af de spillere, der forlader den fynske klub til sommer.
28-årige Trine Østergaard er også én af de spillere, der forlader den fynske klub til sommer. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det er ikke lang tid siden, at klubben fyrede Jan Pytlick, som netop var med til at hente en række landsholdsprofiler til klubben. Men de store resultater udeblev, og det kostede Pytlick jobbet.

Karen Brødsgaard var tidligere en del af klubben i rollen som assistenttræner, men efter fyringen af Pytlick fik den tidligere landsholdsstjerne det overordnede ansvar for ligaholdet.

Der er dog tale om en midlertidig løsning, oplyste Odense Håndbold dengang.

Odense Håndbold siger også farvel til Ingvild Bakkerud, Nathalie Hagman, Suzanne Bækhøj og Anne Mette Pedersen.