Danmarks kvindelandshold i håndbold er alvorligt svækket før EM i Frankrig, da anfører Stine Jørgensen må melde afbud på grund af en knæskade.

Landsholdets største stjerne måtte udgå af en Champions League-kamp i weekenden, da hun sammen med Odense var på besøg i franske Metz.

Nu har undersøgelser vist, at Stine Jørgensen har fået en meniskskade, som holder hende ude i seks-otte uger.

Det meddeler hendes klub, Odense Håndbold, i en pressemeddelelse.

Klavs Bruun Jørgensen må undvære Danmarks vigtigste spiller til EM i Frankrig.
Klavs Bruun Jørgensen må undvære Danmarks vigtigste spiller til EM i Frankrig. Foto: Claus Fisker
Vis mere

»Jeg synes, det er svært at forholde sig til situationen lige nu. Lige nu må jeg bare tage en dag ad gangen, og så vil jeg ikke bruge så meget tid på spekulationerne omkring fremtiden.”

”Men jeg er selvfølgelig rigtig ærgerlig over, at jeg ikke kan spille for Odense Håndbold, og at jeg også går glip af slutrunden og EM til december,« siger Stine Jørgensen om sin situation.

Stine Jørgensen spiller en nøglerolle i begge ender af banen for det danske landshold, og hun har været topscorer i samtlige slutrunder uder Klavs Bruun Jørgensen.

Derfor venter der nu landstræneren en stor opgave med at udfylde tomrummet efter Stine Jørgensen, inden Danmark til december skal spille EM i Frankrig.