Hun havde egentlig stoppet sin karriere.

Men nu gør Louise Svalastog comeback på den håndboldbane, hun forlod i maj 2018.

For den 37-årige håndboldspiller har skrevet under på en kontrakt med Nykøbing Falster, som hun skal spille for resten af sæsonen.

»Jeg glæder mig umådeligt meget til at have Danmarks bedste publikum i ryggen, når jeg tørner ud for NFH – Nykøbing Falster Håndboldklub. Der har altid været en fantastisk opbakning fra lægterne til NFH – og at jeg nu får dem med mig, og ikke har dem imod mig er fantastisk,« siger Louise Svalastog til klubbens hjemmeside.

Københavns Louise Svalastog jubler over en scoring i semifinalen i Santander Final4 i damehåndbold mellem Aarhus United og København Håndbold i Jyske Arena i Siulkeborg, fredag d. 29. december 2017.. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Københavns Louise Svalastog jubler over en scoring i semifinalen i Santander Final4 i damehåndbold mellem Aarhus United og København Håndbold i Jyske Arena i Siulkeborg, fredag d. 29. december 2017.. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Derudover glæder jeg mig til at bidrage til holdet og igen få minutter på håndboldbanen og de 20×40 meter. Kærligheden til håndbolden er bestemt ikke blevet mindre,« fortæller håndboldspilleren.

Overfor TV 2 Sport afviser hun ikke, at det kan blive til mere end resten af sæsonen. Det vil tiden vise.

Og Louise Svalastog afslører, at det var en snak med Bjerringbro-Silkeborgs træner, Peter Bredsdorff, der startede tankerne om et comeback.

»Han spurgte, hvornår jeg var klar til at spille igen, og da jeg svarede, at jeg jo var stoppet, sagde han 'hvorfor dog det? Du er jo stadig ikke særlig gammel'. Det fik mig til at overveje, om det var for tidligt, jeg havde sagt stop,« fortæller hun.

Louise Svalastog stoppede sin karriere, da hun havde problemer med en skade i det ene knæ.

»Det er et sørgmodigt farvel til mine 32 år som håndboldspiller. Og det havde det været, uanset om det var med en skade eller ej, men jeg er ked af at stoppe på den her måde,« sagde hun dengang.

Inden sit stop i 2017 nåede  Louise Svalastog i alt at spille 75 landskampe for A-landsholdet, og som spiller vandt hun blandt andet en DM-titel, fire DM-sølvmedaljer, tre DM-bronzemedaljer samt en guldmedalje ved ungdoms-OL i 1999.

Første comeback-kamp for den 37-årige håndboldspiller bliver lørdag, hvor Nykøbing Falster skal møde Viborg HK.