Minimum fire uger.

Så længe skal de næstbedste håndboldrækker lukke som følge af de nye coronarestriktioner i Danmark.

Det skriver Skive Folkeblad. En oplysning, som Divisionsforeningens direktør Thomas Christensen bekræfter over for TV 2 Sport.

»Det er ikke en beslutning, vi har truffet. Den er truffet inde på Borgen – i den bekendtgørelse, de præsenterede fredag aften,« siger Thomas Christensen.

Desuden fortæller han, at der var nogle undtagelser for forsamlingsforbuddet i professionel idræt, men ligaerne – altså fra 1. division og nedefter for både mænd og kvinder – må ikke fortsætte, da de ikke går ind under regeringens definition af 'professionel sport'.

De har forsøgt at forhandle i håb om at kunne fortsætte med at spille, men det har ikke kunnet lade sig gøre.

Indtil videre bliver der ikke spillet i 1. division til og med 23. november, da det er her, forsamlingsforbuddet på maksimalt 10 personer gælder til.

Spillerne må dog gerne træne, så længe de holder sig til retningslinjerne. Det betyder, at der ikke må samles flere end 10 personer over 21 år til træning.

De eneste to håndboldligaer, der får lov til at spille, er Kvindeligaen og Herre Håndbold Ligaen.