En kæmpe skandale er under opsejling i norsk håndbold.

I efteråret blev den norske landsholdsspiller Nora Mørks telefon hacket og hendes private billeder blev spredt på internettet, det fortalte hun i et åbenhjertigt interview.

Og nu har sagen taget endnu en kontroversiel drejning.

For den 26-årige stjerne-håndboldspiller hævder nu, at hendes private billeder er gået på omgang blandt flere af de norske herrelandsholdsspillere. (Se øverst: Diasshow - Danmark mod Tyskland VM håndbold)

»Jeg er helt knust. Det foregår i mit miljø, og jeg troede, at det her var folk, der skulle passe på mig. Jeg blev meget skuffet og ked af det,« siger Nora Mørk ifølge norske VG.

Det norske håndboldforbund skulle angiveligt allerede den 30. oktober være blevet varslet om, at Nora Mørks billeder cirkulerede blandt spillere på det norske herrelandshold.

Og på den baggrund kritiserer Nora Mørk nu forbundet, som hun mener, har optrådt meget dårligt i sagen. Ifølge den 26-årige håndboldspiller har flere ledere forsøgt at nedtone sagen og omgå de oplysninger, som hun har givet dem.

Den dårlige behandling af sagen fra håndboldforbundets side har fået Nora Mørk til at true med at forlade landsholdet.

»Forbundet har fået besked om, at jeg overvejer min fremtid på landsholdet. Jeg ved ikke, om jeg vil være en del af noget, der ikke beskytter mig og mine kolleger mod seksuel chikane,« siger Nora Mørk.

Men truslen har ikke umiddelbart fået det norske håndboldforbund til at give deres stjernespiller en offentlig undskyldning.

»De har fortalt mig, at det ikke er hensigtsmæssigt at komme med en offentlig undskyldning, men at jeg kan få den privat. Men for at jeg skal kunne komme videre, så er det vigtigt for mig at få, fordi jeg føler mig alene. Forbundet forstår, at jeg er blevet seksuelt chikaneret, siger de, men at jeg skal vente, fordi herrelandsholdet spiller EM nu,« fortæller Nora Mørk.

At sagen netop nu blæser op under håndboldherrernes EM-slutrunde, hvor de norske herre også er i aktion, skyldes ene og alene dårlig håndtering fra håndboldforbundets side, mener Nora Mørk.

Hun fik viden om, at hendes private billeder florerede blandt de mandlige håndboldspillere, fordi en spiller fra det norske landshold tog kontakt til hende med informationerne.

Nora Mørk har givet det norske håndboldforbund en deadline til tirsdag den 16. januar for at komme med en offentlig undskyldning.