Det bliver et drama til det sidste.

Den tyske Bundesliga i håndbold er nemlig tættere end nogensinde før, eftersom seks hold reelt ligger til at kunne vinde mesterskabet – alle inden for blot otte points.

Og derfor bliver det da også nogle nervepirrende måneder for Füchse Berlin, Hannover-Burgdorf, Melsungen, Kiel, Flensburg-Handewitt og Magdeburg.

Særligt førstnævnte, der i skrivende stund indtager ligaens førsteplads, om som har den danske stjerne Mathias Gidsel på holdkortet.

Andreas Gora/AP/Ritzau Scanpix

»Det er fuldstændig forfærdeligt, at der er så mange hold, der kan blive tysk mester,« lyder det fra Mathias Gidsel på en dansk presseseance i Vejle.

Verdens bedste håndboldspiller har i hvert fald sjældent oplevet noget lignende.

»For den neutrale tilskuer er det et bevis på, at den tyske liga er den bedste. Det er helt vildt, at så mange hold kan blive mester. Og at det ikke længere kun er Kiel og Flensburg, som det var engang,« fortæller han videre.

Den nervepirrende afslutning, som uundgåeligt kommer til at ramme de seks hold i Bundesligaen, er dog på ingen måde noget, der får danskeren til at ryste i bukserne.

Tværtimod.

»Det ligger til os. Vi kan selv afgøre det, og bolden er på vores banehalvdel. Og så har vi også muligheden for at gå videre i Champions League,« afslutter Mathias Gidsel.

Füchse Berlin vandt fredag aften på udebane over Magdeburg med 33-30.

Dermed topper mandskabet fra den tyske hovedstad Bundesligaen.